Første forårsbad

Foråret er startet. Fuglene løfter deres serenader til vejrs fra morgenstunden, forvirrede over de høje temperaturer for nylig. De tror, de skal bygge rede, men risikerer stadig rim på halefjerene og dybfrosne æg. Uden for mit vindue er skaderne gået i gang med at lave tilbygninger til rederne fra sidste år. En lille havestue kunne der nok blive råd til.

Foråret startede ved solopgang. Og vi var der. Nede på badebroen og af med klunset i en fart. Det øverste af solskiven krøb frem, en smal lysende stribe over Helgenæs, hvidligt skinnende svagt rosa. Solen hastede op på himlen, sekunderne løb. Fjernede du blikket et øjeblik, kunne du se den rykke sig. Den lille løgn, vi så gerne vil tro på: At solen står op. At vi er centrum i universet. Vi negligerer Jordens intense rotation omkring sin egen akse. 

Det var lyst, længe inden de rosa sekunder rullede. Himlen stod håndkoloreret i mit soveværelsesvindue, længe inden vi erkendte løgnen. Solens stråler havde ramt himmelhvælvets yderkant og var blevet beamet tilbage til os, længe før jeg fem minutter i syv ankom til skiltet ned til tunnellen. Blind vej. Trods det stigende problem med biler, der kører igennem. Jeg er ikke blind, så jeg ser trygge børnekroppe blive utrygge eller ramt af en køler. Lukker mine indre øjne for det syn og møder i stedet den kvinde, jeg skulle følges med til havet denne første dag i marts. Denne første forårsmorgen.

Vi badede ved middagstid på årets officielt sidste vinterdag, dagen før. Vandet friskt og bidende, men der var læ i gryden i klitten og lunt som sommer, mens vi iagttog en søndags folkevandring langs stranden. 

Da faldt ordene, at hun aldrig havde set en solopgang. På trods af, at hun er en uges tid ældre end mig. Et ægte B-menneske! Kunne det være, at hun havde set en som ung? Dengang hvor en fest om sommeren varede til ud på morgenen? I så fald er det forsvundet i årenes tågeblik og tidens tømmermændsånde. Hun er frisk på at prøve det. Vi er nogle, der har levet så længe, at resten af livet skal opleves, opdages, opmuntres til at folde sig ud. Og det gjorde det den første forårsmorgen. 

På vej ned ad bakken er hun forbavset: ”Jamen, det jo helt lyst! Er du sikker på, at solen ikke ER stået op? Stoler du mere på internettet end på det, du ser?” Jo jo, vi skal nok ramme vandet samtidig med solen: Ti over syv i Østjylland på forårets første dag.

Det vi så, var mageløst. Et minut uden sol, og så var den der, striben, solskiven, løgnen. Internettet havde ret. Alt det lys på himlen betød bare, at solen var stået op nogle andre steder, længere østpå, i Sverige for eksempel. Nu overvejer hun at blive A-menneske, for gosh, hvor hvor var det fedt at bade i solopgangen. Det tænkte jeg nu nok. Det er stærkt vanedannende at opleve løgnen på sin egen krop: At solen stiger, mens man er nedsænket i vand på den evigt roterende klode.

Foråret startede med et havbad, en kop kaffe i gryden og fortsatte med sang. Hvad var det dog, der skete? Jeg nynnede cyklende op ad bakken. Mit vinterfrosne hjertes kvarts. Lod luften bevæge mit strubehoved. Svagt. Må smelte ved at se det. Min mund formede ordene. Den første dag i marts. Kan dem udenad. Hvad gennembrød den sorte jord? Og gav den med sit søblå flor? En af de sange, der sidder fast langt inde i hjernebarken. Et stænk af himlens tone. Og dette var dagen, hvor den skulle hentes frem. Den lille anemone. Jeg planted dér i fjor. Den slog rødder i mig for 35 år siden. Plantet af Kaj Munk i 1943. Jeg så den for mit indre blik, sammen med erantis og vintergækker. Og et par dorothealiljer.

Snart vil vi kunne bade i et hav af hvide anemoner. Vi vil kaste os i den hvide seng. Nænsomt. Endnu et forårsbad.