Cocococorona…

Cocococorona…. Indtil videre er det lykkedes mig at undgå at nævne dig ved navn på min blog. Ligesom det indtil for en uge siden var lykkedes mig at undgå smitte. Indtil lige præcis i torsdags, som af en helt anden grund bliver en dag, vi sent glemmer, om nogensinde. Starten på noget, vi ikke ved, hvad fører til, og som giver samme utrygge mavefornemmelse, som da du gjorde dit indtog for to år siden, Cocococorona… Dette nye, der ligesom du også kan sprede sig til resten af verden, vil fra nu af indtage din plads som det, jeg ikke nævner ved navn på min blog. Så vidt muligt.

Nu har din virkelighed invaderet mig; den har belejret mig med fuldt armeret løbenæse og lejlighedsvise punktnedslag af kriller i halsen, den angreb mig med hovedpine, matte knæ og trætte øjenlåg, ingen luftalarm var nødvendig for at generere forstyrret søvn i 8240. Og ingen flugt mulig, fire døgn med selvisolation er så stærkt anbefalet, at det ligner et dekret; alle veje ud spærret af etiske direktiver. Jeg er blevet et nummer i en nedadgående statistik, et af de 16.578 nye tilfælde i mandags. En nærmest anonym påvist.

I to år har jeg valgt at være lidt naiv, for det kan være en rar måde at overkomme anmasende fakta på. Jeg har holdt fast i en postuleret tro på, at mine vinterbade og min blodtype kunne holde dig fra livet, kære Cocococorona (sidstnævnte udtalt med slesk smiger, som enhver burde kunne gennemskue.) Min lidt ujævne baderytme denne vinter kan ikke bære ansvaret for, at smitten hoppede på mig, for jeg satte mig uanende midt i den, smitten. Blandt beboere på en institution for udviklingshæmmede, som ikke er helt bevidste om hvilke dråber, der forlader deres svælg og næseflige i et nys, et enkelt eksalteret åndedrag, et udråb af glæde med smilende øjne. Jeg kan sætte klokkeslæt på, om I vil: 14.45 plus minus 1 minut. Midt i DK4s boblere, der fik fladskærmen til at løbe over. Cirka tyve minutter før beboeren på min højre side fik sin positive test. Cirka en halv time før beboeren på min venstre side ditto. Bare sort uheld.

Cocococorona…. Selv nu taler jeg ikke lige ud af posen, men kokokokoketerer med dit navn. Næsten som kunne man synge det. 

Du er en ubelejlig gæst, uanset hvornår du besøger hvem og hvor. Denne gang er det mit forår, det går ud over. Jeg kan se det derude. Hver morgen er gylden og rød og tagstenene dækket af rimfrost, der langsomt smelter op ad formiddagen. Jeg tænker, det må være lidt glat at løbe, men hvad ved jeg, jeg trisser bare ud i køkkenet, koger grød og kaffe, kaster længselsfulde blikke ud mod bugten fra min tynde stribe havudsigt og glæder mig, til havet bliver mit igen.

Det trækker i mig, foråret. Den uendelige blå himmel. Jeg må vel egentlig godt sætte mig ind i en bil helt alene. Parkere den med god afstand og gå langt uden om folk; der er alligevel ikke ret mange nede på stranden her ved middagstid. Jeg kunne gå langs vandet, til jeg halvvejs ikke orker mere og så vende om og håbe på, at halvvejen tilbage ikke bliver for ikke bliver for hård for cocococoronaknæene. Ikke bade, ikke engang gå ud på en badebro, for så risikerer jeg at skulle alt for tæt uden om nogen.

Måske gjorde jeg det. I siger det ikke til nogen, for I ved ikke, om det var tomme trusler, eller om jeg faktisk blev en farlig Cocococorona-kriminel. Om jeg helt inkognito forklædt som en superraskt alias i min camouflagefarvede Risskov-uniform indtog luftrummet og udåndede SARS-CoV-2 i en spinkel radius uden et eneste nys endsige host på vejen. Om jeg nød lyden af bølgernes lyse mezzotoner, småstenenes rislen og en tenor i læ bag en sten. Om jeg sad på en øde bænk og lod solen varme mig, D-vitaminerne søge ind under ansigtshuden og følte mig lidt tættere på livet. Et usynligt vindpust med trætte ben, der behændigt undveg andres telefonmøder på udenlandsk og seniorernes trasken rundt i retten til endelig at have en fritid på klingende århusiansk med bolle-å. Ignorerede det plump, det gav, da en far kastede en stor sten i vandet tæt på min bro, vores bro. Måske det bare er fri fantasi, for sådan én kan nemt løbe af med sådan én som mig trods det midlertidige efternavn Omikron. 

Cocococorona, jeg tror du er ved at være træt af mit selskab, for jeg har det forbavsende godt af en syg at være. Så måske vinterbadenes boost sammen med hvidløgene, blodtype 0, løbeturene, glæden ved glimt af edderfugle og mågernes skrig og ikke mindst viljen til at stige op og øjne det positive, selv når livet dykker, trods alt har en gavnlig betydning for mit forløb, som det så fint hedder på nudansk. Og de tre vaccinestik… Jeg er snart rask, har jeg besluttet, og kan, om det klare snot vil, om få dage helt lovligt og med god samvittighed indtage havet fra min bro, vores bro, hvor vi gerne stimler sammen om en glødende solopgang lige dér i havet, med kroppe dækket af vand.