Vand er mit rette element

I dag stod vi op til regnvejr. Hele natten har jeg kunnet høre det øse på plasttaget i rummet ved siden af. En dryppende grå himmel forhindrede mig i at udfylde min plads i husets rutine, ifølge hvilken jeg normalt står op klokken 6 og går ud med familiens hund klokken 7. Samtidig med at… Læs mere Efter regn – i en utryg by midt i Andesbjergene

Der er en ledig plads over for det ældre ægtepar på den vinterferiefyldte færgeoverfart, og den tager jeg. Hun sidder og nipper til den mindste cola, man kan opdrive. Han har en sammenfoldet Jyllands-Posten fra i dag, lørdag, liggende på bordet foran sig. Jeg har spørgsmålet på læben, allerede inden jeg går hen i Baristakøen… Læs mere Skam eller stolthed?

Det er sommer, heden lurer over os og inden i os, ordet vinterbadning lyder fjernt og nostalgisk og endda lidt skræmmende. Jeg dypper og svømmer så dagligt som muligt, lader mig kun stoppe af en colibakteriebefængt Hjarbæk Fjord og stramme arbejdsbetingede hensyn. Vandkantsgræssende køer og storskidende fuglekolonier befolket af gråmelerede spætsmækkere og brunspættede skallemejser. Bilkøer… Læs mere Omvendt feber

Et sidste unikt højdepunkt fra den sommer, som var, overskygger alt. Det mest perfekte punktum for karavaneturen på den mest utrolige sommerdag, lige før vi ramte julis midterakse og drog hjemover. Her er kun plads til superlativer, og jeg overdriver ikke.  Karavanen havde fået vokseværk her til sidst: Alle, der følte, at de hørte til,… Læs mere Karavanevand nummer 5: Svøm langs kysten – til Blokhus

Vand er vand, vand skal afprøves. For alt vand er godt vand, indtil det modsatte er bevist. I disse dage er jeg tilbage i det forår og den sommer, som var. Indeni; dengang udenfor og i frisk luft hele døgnet, og naturligvis blev det sådan, mens jeg fulgte karavanen, at jeg, hvis jeg ellers kunne… Læs mere Karavanevand nummer 4: Lagunevand

Ud ad landevejen. Det er ren lykkefølelse, hver gang hestene sætter i gang på dagens færd. Vognen giver et ryk, kroppen følger forsinket med, og hjertet hopper forvildet en gang op i halsen over det held, det er at sidde lige præcis her. Snart falder roen over os, for den kan ikke andet, nu hvor… Læs mere Karavanevand nummer 3: Sumer is acumin in Lillebælt

I disse dage er jeg tilbage ved karavanens start ved Stege på Møn. Indeni; dengang udenfor og i frisk luft hele døgnet. Jeg ser på billeder fra turen, både dem, der passerer forbi på min fragmentariske hjernedisk, og dem, der befinder sig på min eksterne harddisk: Rawfiler, der stadig kan blive til noget seværdigt, og… Læs mere Karavanevand nummer 2: Min overkvinde – iskvinden

I disse dage er jeg tilbage i det forår og den sommer, som var. Indeni; dengang udenfor og i frisk luft hele døgnet, for det var faldet i min turban at følge en hestevognskaravane fra Møn til Blokhus. Den var to måneder undervejs, og selvom jeg ikke var med hele tiden, oplevede jeg det som… Læs mere Karavanevand nummer 1: Med fødderne forrest

Cocococorona…. Indtil videre er det lykkedes mig at undgå at nævne dig ved navn på min blog. Ligesom det indtil for en uge siden var lykkedes mig at undgå smitte. Indtil lige præcis i torsdags, som af en helt anden grund bliver en dag, vi sent glemmer, om nogensinde. Starten på noget, vi ikke ved,… Læs mere Cocococorona…

Dagsregn og koksgrå morgener, musegrå dage, der udveksler subtile nuancer med de grå timer indeni. Vinter uden sne, vinter uden med. Indeni kan varmen kort blusse op, lige i det samme stikker en erantis sit lysende hoved frem, smil på læben og latter i brystet, men ude som inde opgiver ævred, da den vådeste februar… Læs mere Kald det vinter…