Karavanevand nummer 2: Min overkvinde – iskvinden

I disse dage er jeg tilbage ved karavanens start ved Stege på Møn. Indeni; dengang udenfor og i frisk luft hele døgnet. Jeg ser på billeder fra turen, både dem, der passerer forbi på min fragmentariske hjernedisk, og dem, der befinder sig på min eksterne harddisk: Rawfiler, der stadig kan blive til noget seværdigt, og jpgfiler taget med mit lille vandtætte kamera undervejs, undervands. Jeg ser mennesker og heste og alt for meget oppakning ankomme med højt humør og pionerånd til en lejr, hvor kernen af truppen heldigvis har års erfaringer med karavanelivet. For os andre er alting nyt og spændende, dejligt udendørs – og en anelse uoverskueligt. Så er det godt, man har sit kolde gys.

I midten af maj sidste år var der ikke mange, der syntes, at det for alvor var forår endnu. Godt nok blomstrede mirabellen, bøgen og birken stod plinggrønne og mælkebøtter lyste plinggult under den gråmelerede himmel. Men blæsten var kold og ville gerne hive overtøjet af os og netop derfor ikke. Kun når vi praktiserede det, vi roligt kunne fortsætte med at kalde vinterbadning lidt tid endnu.

Med så mange mennesker omkring mig vidste jeg, at det ville være en god idé at nulstille mig selv inden morgenmaden, gerne helt alene. Tilfældet ville, at jeg kom til at tale om det i påhør af vores nye kusk. Hun var just ankommet med sine to tinkere, også kaldet irske sigøjnerheste, da de stammer fra Irland, hvor romaerne brugte dem som arbejds- køre- og rideheste. Hun ville med, og så var jeg ikke længere spor alene om det kolde vand og hurra for det!

Kasketter ynder vi jo at have en del af, så udover kusk bærer hun også én med titlen issvømmer i Esrum Sø. Vant til ikke bare at lege tepose og pjaske lidt rundt, men ligefrem svømme baner om vinteren i al slags vejr og dertil også at deltage i såvel DM som VM i vintersvømning, hvilket har bragt hende og andre medlemmer af Nødebo Vikingerne til såvel Finland som Estland, fordi de dér har sådan noget dejligt koldt vand! 

Hermed havde jeg mødt min overkvinde og også hurra for det! For hver gang jeg syntes, det var ved at være lige koldt nok der i det lave vand med den stenede bund i Stege Bugt, fortsatte hun friskt og stærkt sine svømmetag. Og kasketten issvømmer bærer hun med rette, for de vintre, hvor søen fryser til, bruger de økse, hakke og greb for at lave sig et hul, der er stort nok til, at de kan svømme rundt og rundt og rundt som guldfisk i en bowle. Hun har så meget at fortælle, at jeg må lade hendes oplevelser og hele hendes tilgang til vandet udkomme i en særudgave senere!

Vand inkluderer også regn, og det var der rigeligt af på Møn, specielt på nat nummer to. Tordenvejret overdøvede gøgens kukken, regnen trommede hidsigt mod teltdugen, den pænt saftige kløvereng kunne kun betrædes med gummistøvler. Nok om det. At pakke våde telte sammen gider jeg virkelig ikke skrive om, vand eller ej.

Iskvinden fra Esrum Sø blev min svømmemakker, når som helst vandet bød sig til på vores fælles færd. En morgen i Vordingborg svømmede vi helt derud, hvor vi kunne skimte ikke blot Farøbroerne, men også den gamle faldefærdigt udseende Storstrømsbro, som vi snart skulle trippe over med hestevognene. På vej ud i det, der for hver dag begyndte at lugte lidt mere af forår, cyklede vi sammen tilbage til lejren, gennem Kirkeskoven, grøn af vælde, helt salige.

Tak til Stege Bugt, Storstrømmen og alt det øvrige gode badevand.

Tak til Gitte for at gøre denne tur til virkelighed. Elsket og savnet af os alle helt ud i evigheden.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.