I dag stod vi op til regnvejr. Hele natten har jeg kunnet høre det øse på plasttaget i rummet ved siden af. En dryppende grå himmel forhindrede mig i at udfylde min plads i husets rutine, ifølge hvilken jeg normalt står op klokken 6 og går ud med familiens hund klokken 7. Samtidig med at skolebussen henter min niece, og inden smoggen for alvor har indtaget de veje, jeg skal krydse hen til hundelufterparken i El Bicentenario. Hvis navn henviser til, at parken blev åbnet lige omkring 200 året for det første skridt henimod Ecuadors uafhængig-hed. Tidligere var parkområdet byens lufthavn, nu bruges landings-banerne dagligt som pister til vældig hurtig cykling, løb i mange tempi og meget andet sport. Bag pisterne ligger min lille oase; mere om den senere.
Jeg befinder mig i 2.800 meters højde og få kilometer fra Ækvator. For tolvte gang besøger jeg min fars engang så nye fædreland Ecuador og denne gang i anledning af hans 90 års fødselsdag.
Lysten til at komme herover har aftaget med årene. Det er ikke længere de ukendte eventyr og eksotiske variationer mellem kyst og jungle, mellem højland og lavland og tågeskoven midtimellem, der trækker. Nu er det først og fremmest familiebesøg, og jeg stortrives med den skønne familie, jeg har fået herovre, ikke mindst min søster, der har styr på alt og dertil arrangerer ture for turisten, der ellers troede, hun havde set det hele. I går besøgte jeg sammen med hende og ham den 90 årige for første gang Museo de Chocolate, chokolade-museet, og blev overvældet af lækre smagsindtryk. Jeg nyder at tilbringe hverdagstid med min far, resten af familien ser jeg ind-imellem, og vi lærer hele tiden hinanden bedre at kende. Så hvad er der at klage over? Masser! På egne og familiens og andres og landets og klodens vegne.
Vi bor i en smogby fyldt med mistro og utryghed, så jeg befinder mig alt for meget inden for murene af familiens fæstning, et hus, der er vokset ved knopskydning og er endt med cirka fire forskudte etager. Tremmer for vinduerne, høje mure med svært overstigelige metal-pigge foroven, et enormt raslende nøglebundt til de konstant aflåste døre. En terrasse nu så aflukket, at man kun lige akkurat kan ane bjerget ”i baghaven”, Pichincha. Nederst en lille plet græs til hunden at besørge på, et par rabarberknolde og en gigantisk drueplante som det eneste, der er tilbage af haven, nu indtaget af fliser og carporte til bilparken.
De første dage, efter jeg var landet, blev jeg overfaldet af mismod og manglende energi. Muligvis på grund af iltmangel, for det kan tage noget tid at vænne sig til iltniveauet i knap 3 kilometers højde. Mulig-vis på grund af de 6 tidszoner til forskel fra Danmark, der godt kan rode rundt med ens hormoner. Men forstærket af, at jeg følte mig fængslet, iført en stor celle med udgang til kraftig sol med ekstrem UV, adgang til internet med huller i og hyggeligt samvær, kaffe og eksotiske frugter. Men fængslet i et liv inden for murene. Svært for en frihedsvant dansker med hang til udendørs liv.
Jeg gik dog fra starten ned i parken med hunden om morgenen, fordi familien anser det for det sikreste tidspunkt – og sikrest at tage af sted iført en absolut ikke bidsk golden retriever, men hvem kan vide det. Kun medbringende en dollar eller to, en nøgle og en fotokopi af mit pas påskrevet to vigtige telefonnumre. Jeg kan nemt bilde mig selv ind, at luften i parken er frisk og uforstyrret, selvom jeg trækker vejret gennem bus- og bilos på vej derned. Træerne gør deres for at friske luften op, græsser og fugle og insekter får mig til at tænke ordet natur, omend med ret små bogstaver. Nede i parken kan jeg næsten glemme, at jeg synes, at Quito er en ganske forfærdelig by. Dér kan jeg nyde synet af og lyden af kolibrier og få et lille stik af glæde, når den vermilionrøde fluesnapper viser sig, så jeg må stå stille for at nyde synet af den flagre fra træ til træ. Og en dag sad den lille amerikanske tårnfalk pludselig fem meter fra mig. Indtil hunden bevægede sig. Fuglekiggeri og hundeluftning er ingen ideel kombination. Jeg blev meget glad for at se lige præcis de to fugle. De er her altså stadig, eller måske er det deres unger. To år er gået siden sidst, men her er stadig liv på trods. Værre er det dog ikke, selvom forureningen virker voldsomt forværret på de to år. Endnu engang.
Alle der har mulighed for det, kører bil. Det er sikrest. Og du låser bilen indefra, når du kører og holder vinduerne lukket, så ingen kan komme til dig udefra. Du tænker på hvilken bane, du vælger for at have plads til at kunne flytte bilen og køre eventuelle overfaldsmænd over! Og mange skal køre langt for at arbejde, hver dag. Til gengæld må de ikke køre hver dag. Man har forsøgt at formindske bilkørslen i byen ved at indføre Pico y Placa, dvs. én dag om ugen på hverdage må du ikke bruge din bil imellem 6 og 9.30 samt mellem 16 og 20. Det ruller efter hvilket tal din nummerplade ender på, men altid samme ugedag. Prøv at gætte, om det formindskede bilparken – nej, tværtimod købte alle, der kunne, en bil mere. I familien her, hvor de har flere biler til deling, er det en tilbagevendende logistisk knude at løse, hvem der bruger hvilken bil hvornår. Som i går, hvor min niece ikke kunne tage skole-bussen hjem og hendes far var kommet hjem inden 16, men ikke kunne hente hende, fordi han havde Pico y Placa. Og vi andre befandt os mange kilometer væk i en anden bil, så hun måtte vente halvanden time på skolen.
Alle der ikke har en bil, tager en taxa eller bussen. De store blå, møg-beskidte busser, der trods lovgivning på området og årligt syn konstant kaster store dyner af kulsort os efter sig. Mange betaler sig åbenbart fra at slippe for syn. Den slags korruption er mere reglen end undtagelsen, landets kultur desangående er helt ubegribelig og i mine øjne totalt uansvarlig i forhold til kloden. Og fordi motorerne for-brænder benzinen anderledes i 3 kilometers højde end ”nede på landjorden”, lukker de meget mere skidt ud.
Alle, der ikke har råd til tage bussen (35 centavos), må gå. Igennem de smogfyldte gader og veje, avenuer, boulevarder og hvor smukt det end lyder. At krydse Avenida de La Prensa om morgenen kræver gode lunger. At stå med hunden og vente på grønt. Og du ser tågen af smog fortættes henad avenuen.
I forrige weekend indviede de hovedstadens Metro efter ti års arbejde. Én lang linje fra nord til syd. Jeg prøvede den forleden (45 centavos), hvor jeg brød ud af mit fængsel, trodsede alle advarsler og steg på den nærmeste bus, hoppede på metroen og nød dens friske luft i de store trappehaller, dens efter ecuadoriansk standard umanérlige renhed, og der var slet ikke ret mange mennesker med. 11 minutter fra Labrador til Parque El Ejido. Jeg tør ikke gisne om, hvor lang tid det ville tage i myldretiden i bil på en solrig dag, men jeg ved, hvordan det ville føles. Uendeligt og varmt og frustrerende. Lukkede bilvinduer og iltfattig luft. Håber at denne linje af håb i den grimme by vil bevare sin ”skønhed” og sikkerhed. Eneste minus var den dårlige akustik i trappehallerne, en ting, de slet ikke overvejer at implementere på disse bredde- og højdegrader, hvor grel larm generelt er en del af bybilledet.
Jeg bliver aldrig et storbymenneske, men for år tilbage kunne jeg bedre bevæge mig frit omkring og måske endda trække vejret, når jeg var her. Selvfølgelig havde jeg, ikke mindst som halvblond og bleg åbenlys turist, altid et øje i nakken og to over skulderen, havde altid mine værdier og papirer i en pengekat på maven og oftere rygsækken foran end bagpå. Jeg har altid fået at vide, at hvis man blev holdt op, er det eneste sikre at gøre at udlevere sine værdier, men det er heldigvis aldrig sket.
Den dag, jeg låste mig ud af fæstningen, oplevede jeg det ikke som værre end før. Jeg gik selvsikkert og blondt gennem gaderne, gennem parken El Ejido, købte en nøglering i en af boderne og følte mig fri og godt tilpas. Tog metroen tilbage igen i tide før solnedgang. Men kom til at gå i den forkerte retning, da jeg kom op ad metroen. Fik en for en blond kvinde alt for lang gåtur på steder, hvor der ikke var ret mange mennesker. Sikkerheden ligger nemlig i ikke at gå steder, hvor du er alene. Langs med Avenida og Bulevar Amazonas, der var næsten ingen. Det nye flisebeklædte parkområde med springvand, når der ikke er vandmangel, og jeg spottede en cirka fireårig ultrablond pige på en legeplads med en lillebror og en åbenbart amerikansk far. Jeg undrede mig og håbede, at han havde et øje på hver finger. Hastede roligt videre. Store skridt, og er jeg der mon snart. Krydse La Prensa og op ad de små gader ligesom om morgenen. Ankom i samme øjeblik som min nieces skolebus lukkede hende ud, og vi entrede fæstningen sammen.
En dag for et par år siden var der en mand med kniv, der gik amok uden for familiens hus. Min søster så det og hørte det, kunne genkende hans accent som columbiansk. Et kvarter, der engang var rimelig sikkert, men nu beboes af mange eksilcubanere og dertil mange tvivlsomme typer. Rundt om det hus, min far byggede grundstammen til for 42 år siden, ligger der nu mest mekaniker-værksteder, og efter mørkets frembrud går du ikke ud på gåben. Om dagen tør vi dog. Vi henter brød hos Panificadora og frugter på hjørnet. Medicin i Cruz Roja. Og eftersom min far ikke længere kører bil, gør vi to af og til nogle mindre indkøb til fods helt nede i Super-maxi. Vi gør det sammen, to gringos. En halvblond med gode løbeben, hvis det virkelig skal være, og en gammel hvidhåret med langsomme skridt, men ellers frisk til bens. Stadig med øjne i nakken.
Og det er specielt farligt at være gringo. Risiko for overfald. Løsesum, fordi de er sikre på, at vi er rige. Måske slet ikke så god en idé at have familiens telefonnumre med mig! Burde lære dem udenad i stedet. Mig og så tal. Der har gået rygter om børn udsat for kidnapning og hvid slavehandel, så min niece på nu sytten år er aldrig – som i aldrig nogensinde – gået hen til efter brød lige om hjørnet alene. Ikke noget under, at hun forsvandt ud, bare ud, aften efter aften, da de i september besøgte mig i trygge Risskov.
I sidste uge blev den Colin Armstrong, den 78-årige britiske eks-konsul i Ecuador kidnappet, tilsyneladende af en bande, der kalder sig Los Tiguerones for at få en løsesum. En politiindsats sikrede hans løsladelse efter tre dage. Ingen kan vide sig sikre, specielt ikke dem, der har penge og status.
Jeg har på internettet kunnet læse mig til følgende: ”Hans forsvinden finder sted på et tidspunkt med historisk meget vold i Ecuador, hvilket er forbundet med tilstedeværelsen af nationale og internationale narkotikahandelskarteller, der bruger landet som transitpunkt til USA og Europa. Volden i landet har resulteret i en stigning i forbrydelser som kidnapninger, afpresning, tortur og mord. Siden 2019 er dødsfaldene firedoblet i landet, hvilket har ført til anvendelsen af undtagelsestilstande og tvunget befolkningen i forskellige dele af landet til at blive hjemme, lukke deres forretninger eller suspendere undervisningen i skolerne. I slutningen af november tiltrådte Daniel Noboa embedet som præsident for Ecuador med et løfte om at mindske volden. I 2023 kan voldelige dødsfald overstige 7.000, med 35 drab per 100.000 indbyggere, ifølge Observatorio Ecuatoriano del Crimen Organizado.” (egen oversættelse fra spansk fra 17.12.2023, www.france24.com)
Én ting er hvad man læser, men pludselig rykkede det skræmmende nærmere. For samme uge var jeg ude på en skole med sammen min søster. Vi mødte en kvinde, der ligesom min søster og tænker på at flytte/flygte fra Ecuador. De har begge pas til et europæisk land, så muligheden for at starte på en frisk et andet sted findes. Økonomien er trængt her, alle kæmper for at holde snuden oven vande, og usikkerheden øges. Usikkerheden som det modsatte af at føle sig sikker og tryg, at kunne gå på gaden uden frygt, hvis man er almindelig middelklasse helt uden en sølvske i munden.
Denne kvinde bor i et lidt pænere kvarter end vores. For nylig lukkede den lokale papirhandel. En helt almindelig lille forretning drejede nøglen om, og ejerne flyttede. Fordi de havde modtaget trusler. Det er ren mafia. Betal så og så meget hver måned, ellers sker der både det ene og det andet. Nogle vælger at betale, gang på gang, andre gør som papirhandleren. Lukker og slukker og flytter langt væk. Hun viste os en amatørvideo, ejeren havde fået tilsendt. Det var som taget ud af en gangsterfilm. Man ser kun hånden, der holder revolveren, men hører truslerne om at smide en granat. Og vi ved hvem du er, og dine børn og din mor og og og. Hvem tør stole på, at det er tomme trusler, når helt almindelige mennesker modtager den slags, og nogen kender nogen, hvor truslerne og afpresningen har ført til død? Han talte med en accent fra kysten, fra Manabí, hvor mange bander holder til. Selv-følgelig er de to kvinder rædselsslagne for, om det kan overgå dem, og er klar til at rejse med det samme, hvis det sker. Det lyder som en film, jeg nok ikke gider se, men dette er virkelighed, og det vil vi heller ikke se.
Min søster har en lille virksomhed med få ansatte. Uanset hvor hun er i verden, kan hun følge med i, hvad der sker såvel indenfor som udenfor på gaden, via webkameraer. Hun har netop fået installeret sit fjerde af slagsen. En af hendes arbejdere hang noget med næbbet forleden. Det viste sig, at hans onkel, der bor nede ved kysten, en morgen på vej for at aflevere varer var blevet overfaldet, gennembanket og havde fået stjålet sin varevogn, sin camión. Og det blev også mod løse-penge, at han fik den igen. Nu skal den sælges, for det er sikrere at have pengene end at have en camión.
Når jeg går i parken, hilser folk. Det føles trygt. Hundene hilser på hinanden forfra og bagfra. Ejerne siger ”hola!” til den fremmede hund og ”buenos días” eller bare ”buen día” til den anden ejer. Eller i mit tilfælde ikke helt ejer, men ingen tvivl om, at hund hører til mig, om end ikke tilhører, og at hun er ellevild med vores daglige ture. Engang i mellem bliver det til mere end ”buenos días”. Forleden fik jeg en lang snak med en 73 årig kvinde. Hun fortalte mig om det træ, hun dagligt besøgte i parken. Det var væltet og skamferet, men nægtede at gå ud. El árbol que no quiere morir, træet der ikke vil dø, kaldte hun det. Håb og modstandskraft, det er der brug for.
Ikke mindst her. Jeg er stadig ret modløs og bliver daglig ramt, når der ikke er nogen til at distrahere mig. Men jeg finder de små glæder og forstørrer dem. Regnen holdt op hen ad formiddagen i dag. Jeg slugte kaffen og to granadillas, min yndlingsfrugt, sadlede hunden og fik min søster til at bruge fjernkontrollen til at lukke mig ud. Sikrere end at stå og fumle med nøglen i hængelåsen udefra. Allerede en karré nede så jeg ham. Cotopaxi, el volcán Cotopaxi,kegleformet, solbeskinnet og sneklædt. Og han var ikke alene i dag, pludselig fik jeg i et hul mellem husene øje på Antisana og lidt længere mod øst Cayambe. Den massive regn havde visket smogslørret af byen og givet plads til en uhørt skarphed på den lange tele. Skyer og sne og de takkede kanter ved Cerro Puntas stod klare og utvetydige og trak sig nærmere mod byen, mod mig, der måtte stoppe op og nyde synet, da jeg først var inde i den forholdsvis sikre Parque el Bicentenario. Cayambe lignede et isbjerg, der havde forvildet sig om bag husene mod øst, og mod sydøst skinnede Antisanas pukler. Evig sne, kaldtes det dengang, jeg gik i skole. Jeg tror ikke rigtig på den evighed længere.
Turen i parken var i dag fredfyldt, grøn, frisk og våd. Det store regn-skyl kan med lidt held udskyde de jævnlige strømafbrydelser nogle dage. I parken står nyplantede træer, nativos, dvs. oprindeligt hjemmehørende her i højlandet. De står i små runde huller, i dag fyldt til randen med mindst 7 centimeter vand, ligesom udhulningerne under gyngerne, de rene søer og tillokkende for en tørstig hunhund. Græsplænerne sjappede og kolibrierne vimsede. Mange steder var bromelia faldet ned fra de træer, de voksede på, som de epifytter de er. Jeg så den lille røde fluesnapper, både en han og en hun.
I parken høres byen som en konstant og ikke særlig fjern susen iblandet sirener og hurtige motorcykler samt bilalarmer, der er gået i hak. Men øjeblikket i parken overdøves af kolibrier, solsorte, frøers klikken i det høje græs. Min største glæde nede i parken er dog hver dag at kunne slippe hunden fri og se hendes hale vifte fra side til side, når hun stæser af sted på stierne. Det smil, hun får frem i mig, løfter mismodet for en stund.
I familien er de motiverede for at flytte til Danmark. Min niece skal af sted om et år for at lære dansk og dermed bevare sit danske stats-borgerskab. Hun vil væk, min søster vil væk, og hendes mand er med på idéen. Min far hører med i slænget; de bor jo også sammen her, men han er ikke begejstret. Dog er han alligevel begyndt at tænke på, hvad der skal med i kassen. Men trods lysten og motivationen er det ikke enkelt. Når min søster siger, at hun gerne vil flytte til Danmark, ser hun samtidig ret trist ud.
Jeg har også en bror herovre; han tænker ikke på at rejse, selvom også han er dansker på papiret. Og hverken han eller min far tænker meget over det med smoggen. De er mest indendørs, og de sidder i biler, når de skal ud. De er tilmed ofte uden for byen, ude på deres værksted, der ligger på en trekantet grund med et enkelt eukalyptus-træ, der beboes af den tropiske spottedrossel og kolibrien glitrende violetøre. Dertil frugttræer: avocado, citron, figen, mandarin, valnød, grapefrugt og høst da endelig, når de er modne. Masser af sol og en plæne oversået med hundelorte, fordi min bror samler på herreløse hunde. Han og hans lille familie bor tilmed tæt på skoven lidt oppe ad Pichincha, hvor de ikke mærker smoggen på samme måde som her i fæstningen. Min far har bare vænnet sig til det. Han er frøen, der langsomt er blevet varmet op i gryden gennem de på vej mod snart halvtreds år, han har boet her. Hvorimod jeg er frøen, der gang på gang og nu for tolvte gang lander midt i gryden, opdager det er gloende varmt og straks springer op igen. Jeg kunne aldrig bo her for alvor.
Jeg møder ofte stakler på min vej til parken. Og jeg mener virkelig stakler. En, der ligger og sover rusen ud, eller bare sover, midt i midterrabatten på den mest befærdede vej La Prensa.En anden, der tilsyneladende bor i lyskrydset ved den gamle lufthavn. Første gang jeg så ham, lå han og sov. Den ene fod ude i trafikken. Næste gang sad han op med alt sit habengut. En mand gav ham noget brød. I går så jeg ham stå op pisse ud mod trafikken. I dag var han der ikke. Måske han er regnet væk. Jeg er bare tilskuer. Med en dollar på lommen.
Tæt derved, på Plaza de Bienvenida, velkomstpladsen ved den gamle lufthavn, hvor nogle store menneskelignende abstrakte figurer i nuancer af blåt og grønt og en enkelt gul rejser sig op mod Pichincha, var nogen i dag flyttet ind. Papkasser mellem figurerne og store tæpper hængt op på de laveste af dem, til tørre. Den magreste kvinde, jeg længe havde set, stod deroppe og råbte; nogle vagter ville have hende væk derfra. Drogas, tænker jeg. Narko er et stigende problem. Sandsynligvis er kvinden en venezuelansk flygtning; de er overalt, tiggende med altid sovende (eller drogados) børn på armen. Sikkert det samme med staklen midt i lyskrydset. Bliver de samlet op og får mulighed for en slags rehabilitering, vil de oftest ikke.
Kan jeg finde plads til et håb? Midt i denne by bygget på en lidt for smittende angst og mistro, samt en ukuelig ligegyldighed og ditto respektløshed over for sund fornuft, hvad gælder det at passe på dette smukke land og alle dets umælende indbyggere i form af planter og dyr, der også er vigtige for hele systemet og kloden. Kan jeg finde en accept af, at tingene er kørt så meget af sporet i dette helt fantastiske naturrige land? Næppe. Mon Ecuador deltog i klima-topmødet og i så fald med hvilke mål? Jeg nægter at finde plads til ligegyldigheden, selvom mismodet lægger en dæmper på min entusiasme ved at være her. Magtesløsheden er deprimerende.
”Det´ ikk´ et sted for mens´ker å vær´”, siger min far i sjov, idet han citerer en af sine gamle venner fra tiden i Danmark. Han har boet her siden 1976. Men trods udtalelsen, kan han nu alligevel ikke helt fore-stille sig at flytte herfra. Fra sit hus, sit livsværk, stedet hvor han havde de bedste år af sit liv. Sammen med sin ecuadorianske kone, der døde for snart 12 år siden.
Forleden så jeg en sjæleven i parken. På lang afstand. Han omfavnede et af parkens store smukke gamle træer. Det gjorde mig glad at se, at andre også kan føle en forbundethed med naturen. Også den lille glæde vil jeg gerne forstørre.
I skrivende stund er mørket faldet på. Hundeglammen og konstant larm fra biler. De dytter nede på hjørnet, et signal om at de bryder den betingede vigepligt. Dagen er ikke slut, men folk, der har noget at frygte, som f.eks. deres liv, holder sig indendøre, inden for murene, inde i bilerne, og selv det er farligt, men kan være nødvendigt. Min søster skal aflevere varer inde i byen, i butikscentret El Jardín. Jeg tager med. Vi er nødt til at vove pelsen, bare lidt, men holder bildørene låst.