Vand er vand, vand skal afprøves. For alt vand er godt vand, indtil det modsatte er bevist. I disse dage er jeg tilbage i det forår og den sommer, som var. Indeni; dengang udenfor og i frisk luft hele døgnet, og naturligvis blev det sådan, mens jeg fulgte karavanen, at jeg, hvis jeg ellers kunne vågne, krøb tidligt ud af teltet og opsøgte vand. En måde at få en tiltrængt stund helt for mig selv, om ingen ville med, for isdronningen var redet hjem Nødebo med sine smukke tinkere.
Nu var vi på Mors. Vilde bølger slog ind mod badebroen ud for vandrerhjemmet i Nykøbing. Uden at kende andet end en udpeget retning var jeg cyklet lidt til højre og lidt til venstre, havde sjusset mig frem til Limfjorden uden at møde en sjæl på vejen fra den petanque-bane, vi havde slået lejr ret opad. I den tidlige morgen gemte blæsten og bølgerne sig bag trækronerne, men brusede mig i møde, straks jeg var fri af skoven. Det var en af de gange, hvor man ikke giver slip på trappen ned til vandet og nærmest ikke når at nyde badet. Alligevel kom jeg til min egen forskrækkelse til at svømme fra stige til stige og klarede det uden knubs. Lidt dumt, når man er alene, siger jeg til skræk og advarsel til alle andre og mig selv. Bare fordi jeg ligesom måtte afprøve det.
Vi ville videre nordpå, næsten så langt, man kan komme uden at lande på Feggeklits point-of-no-return og forlade Mors. Drej i stedet lidt til højre, undgå Sejerslev, vælg i stedet Ejerslev. Her var det sommer, hestene skridtede pænt af sted flankeret af Limfjordsstranden på højre side. Vi var allerede på den lange side af Sankt Hans, måneden havde netop skiftet til juli, og solen var med os hele vejen ud til den lille og ret anonyme lystbådehavn. Et par skure og en café med fritter, is og øl; ikke et sted der gør meget stads af sig.
Derfor var overraskelsen så meget desto større, for noget gemmer sig bag caféen, noget alt andet end anonymt. Drej skarpt til venstre, et skilt der signalerer en gåtur på en kilometer, jo det klarer vi nok. Og bliver overvældet til: En lagune åbenbarer sig, stejle bjergsider rejser sig, og med ét er jeg tilbage ved Quilotoa, mit yndlingssted på denne planet. Jeg snapper efter vejret i den iltfattige luft i fire kilometers højde, skrider ad porøse stier helt ned til vandkanten, mens heste trækkes opad af solmørnede ansigter. Jeg stirrer ud mod det grønne vand med toner af turkis i min drøm om at befinde mig ti tusind kilometer derfra. Begejstring er ikke ord nok til at dække min eufori.
Tilbage til nutiden, til datiden, for mit nu befinder sig i det julisommervejr, der var. Bjergsider bliver til molerskrænter, for området er en forhenværende molergrusgrav, der er sprunget i natur, det grønne vand forbliver grønt vand, omend sommerhimlen spejler det blåt, og som jeg siger: Vand er vand, vand skal afprøves. Således også det sært dragende lagunevand. Jeg lokker en anden karavanist med på min færd og sammen betræder vi først de skarpe, smattede sten, siden bliver smattet til glat, leret bund, som fødderne synker en smule ned i uden at blive suget fast. Heldigvis bliver det hurtigt dybt, og vi glider afsted i det blødeste, luneste vand uden nogen anelse om, hvad der er under os. Det virker livløst, som om ingen fisk synes om farven. Hvilken kemisk forbindelse giver det den farve, tænker vi, og hvor sund er den lige, kemien. Vi holdt hovedet og dermed diverse vejrtrækningskanaler oven vande, bare for en sikkerheds skyld.
Jeg bliver lidt afhængig af dette farveboom. Som jeg var det ved Quilotoa, hvis vand jeg heller ikke kunne holde kroppen fra. Heldigvis har jeg en hel sommerdag uden pligter her i sommerparadis, og da jeg jo også er lidt af en enegænger trods min hang til det store fællesskab på landevejen, drager jeg på udflugt, ranslen pakket med håndklæde, akvarelfarver og overtonefløjte. Jeg flytter ind på en stor kabeltromle langt fra lejren og spiller sommeren, maler sommeren, bader sommeren. Så fri man kan føle sig.
Lagunen er ikke livløs. Jeg ser senere vandkalve og til min store gru også vandedderkopper, hvis bid skulle være ret smertefuldt. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, og naiv som jeg ynder at være: Hvad jeg ikke ved, er jeg ikke bange for. Da jeg et par uger senere får mulighed for et genvisit popper store okkerfarvede plamager op, lette og porøse flyder de rundt i vandet. Vi undgår stadig at indtage det, nyder blot naturens wellness.
Tak til Ejerslev Havn og den blå lagune.
Tak til Gitte for at gøre denne tur til virkelighed. Elsket og savnet af os alle helt ud i evigheden.