Et sidste unikt højdepunkt fra den sommer, som var, overskygger alt. Det mest perfekte punktum for karavaneturen på den mest utrolige sommerdag, lige før vi ramte julis midterakse og drog hjemover. Her er kun plads til superlativer, og jeg overdriver ikke.
Karavanen havde fået vokseværk her til sidst: Alle, der følte, at de hørte til, dukkede op og ville have afslutningen med: Aftenopførelsen af Danseteatret NordenFras ildforestilling ”Bålet” på stranden ved Blokhus med naturligt forekommende tilskuerpladser i klitterne, mageløst sommervejr og mørket, der ganske langsomt sneg sig ind over os og fremhævede ildens magt. Til sidst overraskede danserne os ved at gå ud i den sølvfarvede aftenhav med deres fakler og svømme ilden ud. Magisk, siger jeg bare!
Men mit fokus ligger mange timer før solen gik ned, for denne sidste dag kunne Visioner fra Vandkanten ikke komme tæt nok på den vandkant, der indgik i projektnavnet. To hestevogne, en række cykler og resten af os på gåben helt nede i sandet, hvor bølgerne af og til slikkede tæer og hove rene og kølige igen. Cyklende, gående, løbende – og svømmende. Min isdronning fra Esrum Sø var med igen og sikken kompagnon til vandeventyr! Vi nuppede et par cykler, kørte i forvejen, smed cyklerne og håbede, at andre ville huske at samle dem op. Kastede os derpå ud i det lune Vesterhavsvand for at svømme i forvejen til Blokhus, bare et stykke af vejen.
Det blev et langt stykke! Aldrig har jeg svømmet så langt i havet, og aldrig har baderådet ”svøm langs kysten” givet så meget mening. For en gangs skyld var vi jo på vej et sted hen og skulle ikke vende om for at svømme tilbage igen, mod bølgerne. Turen var let, for strøm, bølger og en minimal brise gelejdede os den rette vej. Og turen blev lang, for vi var jo ikke de eneste, der ville bade indtil flere gange. Fra vores frøperspektiv – eller måske nærmere gopleperspektiv – et godt stykke ude i havet kunne vi iagttage hele karavanen stoppe op og hestene stå stille. Vi kunne se de andre kaste tøjet på stranden og derefter sig selv ud i bølgerne. Vandhunde som vi er, svømmede vi troligt videre og øgede forspringet, selvom intentionen ingenlunde var at komme først. Jeg havde hverken trimtæller, gps eller tidstager med derud, kun mit vandtætte kamera, så hvor langt ved jeg ikke, men langt blev det, og kolde blev vi ikke, for et 21 grader varmt Vesterhav kan man være længe i, når man har tendens til svømmehud imellem tæerne og god gang i blodomløbet.
En unik bedrift, selvom ordet lugter lidt af rekordbog, og intet kunne være mere forkert, for det var en bedrift af væren i vand og helt umålelig. Sammen med magien fra alt, hvad der ellers skete disse sidste dage på karavanen, inklusive mange andre badeture i Vesterhavet såvel efter solen var gået ned og just, når den var stået op igen to meter derfra, løftede den svømmetur alt slid og udmattelse fra mine skuldre for en stund.
Klimaks var nået, karavanelivet lakkede mod enden; tilbage var blot en hjemtur med flere indlagte badeture – og is, for det var jo sommer! Livet var godt. Livet er godt.
Tak til Vesterhavet og hele stranden mellem Grønhøj og Blokhus.
Tak til Gitte for at gøre denne tur til virkelighed. Elsket og savnet af os alle helt ud i evigheden.