Snekvinden

Det sner udenfor. Den mere eller mindre frosne variant af vand kaldet sne er også helt vidunderlig. 

Jeg sidder i en bus og drømmer om, at den sætter mig af et sted, hvor der er sne nok til, at jeg kan smide tøjet og rulle mig i det. At jeg kan finde et afsides sted og trille mig selv om til en snemand, eller måske rettere en snekvinde. Eller bare lave en engel. En nøgen engel uden spor efter vanter og støvler. Mærke den liflige isnen mod huden og latteren, der baner sig vej op gennem kroppen for at sprænge sig vej ud af luftøret. Så befriende og glædesfyldt.

Endnu en side af min galskab, som man kan ryste på hovedet af. Så længe man ikke ryster for meget på hænderne til at kunne forevige det med et kamera, når nu det var det, jeg bad om. Tak for det for tre år siden. I hård frostpakket sne i Rold Skov, men det var også en fornøjelse. Altid en fornøjelse.

Den bløde nysne er den bedste. Inden solen har skinnet for meget på den, og frostnatten derefter har efterladt den med en hård skorpe. Bedst mens den stadig er blød som vat og knirker under dig, mens du triller. Ned ad en ikke alt for stejl bakke ville være fantastisk. Lige pludselig ude i fremtiden er jeg på rette sted på rette tid og gør det. Igen. For det blev ikke i dag.

Imens jeg har skrevet dette, er jeg kommet hjem. Bussen satte mig ikke af undervejs, snevejret blev til slud, der blev til regn, der bortvaskede de sidste rester af sne på plænen neden for mine vinduer. Kun en grålig indskrumpet udgave af børnenes snemand står tilbage i tusmørket. Både den og jeg drømmer om mere frost, mere sne, mere lys i landskabet.

Indtil det kommer, må vi søge mod havet, hver dag søge mod havet, hver dag dyppe os i smeltet sne blandet op med saltvand. Eller rettere sagt – snemanden – eller er det mon en snekvinde? – må blive på sin plads og synke mere og mere sammen for hver dag, der går, indtil den ikke går længere. Imens finder jeg havet igen og igen. For det er der hver dag.