Tvivlen

Helt ærligt, er der ikke dage, hvor du ikke gider? Jo, og derfor skal jeg helst gøre det hver dag. For tvivlen melder sig oftest stærkest dagen efter en pjækdag.

Forleden havde jeg givet mig selv en sådan pjækdag uden løbetur og badetur. For afvekslingens skyld spillede jeg lidt mere klaver end ellers, men dagens kropsmæssige klimaks var, at jeg slæbte et par store sække vasketøj til og fra vaskehuset og hængte det op i kælderen, da det havde fået sine 40 grader i lang nok tid. Energien var fin i løbet af den dag, men næste morgen… 

Tvivlen blev hjulpet godt på vej af januars gråvejr og mørke langt op ad formiddagen. Det havde også tænkt sig at regne, men umiddelbart ikke nok til en force majeure. For de findes, specielt når vejen til havet går på løbeben eller en sjælden gang på to hjul. Ud i det! Jeg ved jo, at det altid er godt. Også når dovenkroppen fortæller mig noget andet.

Men sjældent har mine ben føltes så massive og tunge som på den løbetur ned ad bakken. Tyngdekraften var helt skævt fordelt. Havet trak mod sædvane slet ikke lige så meget som fortovet, der holdt fast i mine fødder, som om det stadig var våd cement. Vinden og regnen tog til, da jeg nærmede mig stranden. Hvinende børnestemmer fra legepladsen. Pædagoger med lige så hvinende gule sikkerhedsveste ud over deres flyverdragter.

Selv ikke da jeg trådte ud på badebroen, var jeg sikker på, at jeg skulle i vandet. Samtidig ved jeg af erfaring, at den eneste kur mod tøven er selvfølgelighed. Bare gør det. Ikke tænke. Så endnu engang slog jeg hjernen fra, lod hånt om blæsten og regnen, fandt min blå IKEA-pose frem af min lille rygsæk og bandt den fast nederst på broens tovgelænder, så jeg kunne skærme mit tøj mod vejrliget. 

Det var en af de dage, hvor bølgerne står lige ind på trappen. Og slår lige ind på trappen. Rammer frontalt ind på dem, der vil i vandet. Tæl til syv, siger nogen. Efter syv voldsomme bølger skulle der komme én mere rolig. Jeg er ikke så meget et talmenneske; jeg iagttager bare bølgerne og går i. Det var koldt. Vi er i januar, lige oven på en periode med frost og snemænd, så jeg havde ikke ventet andet. Jeg blev ramt af en lidt overfladisk vejrtrækning, sank ned i bølgerne, gik udad for ikke at blive ramt for voldsomt midt i brændingen. Vend aldrig ryggen til bølgerne, så rammer den næste dig garantrisse bagfra lige i nakken eller vælter hen over hovedet på dig. Jeg fik flere voldsomme strint lige i hovedet og mærkede en snert af hjernefrys, da vandet hurtigt afkølede min pande og lod vinden spille med. Chille med.

Det lyder slemt, men var alt andet end slemt. Jeg kunne mærke, hvordan min krop vågnede, hvordan mine kinder løftede sig i et smil til ingen andre end mig selv, alene som jeg for en gangs skyld var dernede. Hvordan energien brusede i mig, hvordan det kolde vand mod min hud vækkede hver eneste celle. At jeg var nødt til at give det lidt tid, for at det kunne nå helt ind. 

Vel oppe på badebroen igen fortsatte blæsten og den tiltagende sidelæns regn det gode arbejde. Jeg var kold, men frøs ikke. Vendte mig mod regnen, strakte mine arme opad og lod velværet fylde mig.

Mine ben var våde, da jeg skulle tage mine løbebukser på. Af regn. Aldrig har det været sværere at få dem på, men lidt modstand er ingen skade til. Når man har overvundet modstanden, er man straks lidt stærkere. En lille succes. Og jeg løb hjemad på lette fødder. Op ad bakke. Flow. Wow. Vild forvandling.

I gang igen. Men kroppen husker så kort. I dag stormsjaskregnede det; en anerkendt force majeure fandt vej. I morgen får tvivlen ikke en chance. For jeg har hele to aftaler dernede. En anden måde at tackle dovenkroppen og tvivlen på.