Vanenørden

Mange bække små, mange søer og strande, mange faktorer spiller sammen og pludselig har du flyttet dig, fået nye vaner, du bliver længere og længere tid i vandet og nyder hvert sekund. 

En af de vigtigste faktorer har for mig være et lille Fujifilm Waterproof kamera, som jeg kom til at købe forrige sommer. Det er til dato det bedste legetøj, jeg nogensinde har haft, min tro følgesvend ned til og ned i vandet – og værktøjet bag de fleste af billederne på min blog. Det udmærker sig ikke blot ved at kunne tåle vand, men også ved at være simpelt at betjene og ganske utilregneligt. Jeg får mig oftest en overraskelse, når jeg kommer hjem og smider billederne på computeren, og det kan gå begge veje. Hov, der kom en vandmand med på billedet, wow, det drypper fra hendes albuer og nåh ja, det var vist for mørkt i de vilde bølger i dag, så alt blev rystet og uskarpt på den ufede måde og ikke bare som fed og levende bevægelsesuskarphed.

For fotointeresserede (I andre springer bare dette afsnit over) kan jeg fortælle, at jeg styrer det via ISO (100) og eksponeringskompensation (som regel -2), for det kan ikke alt muligt avanceret og manuelt. Sådan får jeg nogle ret mørke og relativt stabile billeder. Simple jpgs, som jeg åbner i raw. Ofte tilføjer jeg lidt grain, løfter eksponeringen og lyset i skyggerne og skruer lidt på hvidbalancen, så farverne matcher min oplevelse eller giver en stemning, der løfter sig ud af det vinterlige grå. Det behøver ikke være naturtro, bare det virker, så jeg selv – og forhåbentlig andre – kan mærke det. 

Hele foråret og sommeren sidste år huserede jeg og min bedste legekammerat helst før solopgang, og dem var der mange af. Uforligneligt smukke, ikke to var ens, selvom motivet ret beset var det samme. Solen på vej op af vandet, op over Mols, hen på sommeren op over Skæring eller det yderste af Risskov. Oftest tager jeg billederne lige i vandoverfladen og helst med linsen halvt i vand, hvis bølgerne tillader mig at styre det. Så bliver vandet fløjlsblødt i skønne farveflader. 

Når man er en nørd, der vil have det bedst mulige billede hver eneste gang, tager det tid. Og er man lige så meget en nørd som jeg, glemmer man alt om temperaturer imens og opdager først bagefter, at man var i vandet i 7 minutter. Mit længste dyp var, da jeg ventede på at se pinsesolen danse. Jeg sad nedsunket i vandet et stykke ude i 22 minutter – og så dansede den ikke engang, men smukt var det. Se selv ovenfor. 

For at få lidt variation i motiverne fotograferer jeg ofte de andre badende. Med forlov og altid med godkendelse af resultatet, før jeg bruger billedet. Og det gør jeg gerne. Min instagramprofil er fyldt med badebilleder, og søger man på mit (næsten) private hashtag #vandermitretteelement, som også har lagt navn til denne min blog, er alle billeder undtagen ét mine, og man kommer med på eventyr i, over og under vandet sammen med mig og min lille blå legekammerat. En sjælden gang, hvor lyset er stærkt nok, lykkes det mig at få et motiv under og over vandet i ét billede! Det er sjovt!

Mange bække små, søer og strande. Mange minutter af lutter velvære og jagt på det gode billede. Sådan skete det, at mine vaner ændrede sig fra små hurtige hikstende og stammende dyp til lange nydelsesfulde svømmeture.