Morgenens magi

Denne morgen. Men ikke mindst i går morges. En himmel, du næsten ikke kan tro på. En løbetur ned til havet. Denne morgen og ikke mindst i går morges. Straks jeg var ude ved Skolevangsallé lod jeg mig overvælde, helt og fuldt. Løb midt ude på vejen, for fortovet var stadig glat og trafikken sparsom og til at overskue. Frostvejr og den der helt specielle luft. Knastør knitren langt ind i næseborene. Specielt i går, lad os holde os til i går. 

Himlen så urimeligt stor til alle sider. Som om huse og veje og træer må vige for den og trykke sig mod jorden. Der ligger de så og fanger himlens stråler, oplyses af en farve, der næsten ikke er sand. Men det er den. Solen er endnu ikke synlig, men oplyser hele himlen med dens buldrende skyer, så der intet blåt er tilbage på paletten. Som ild med et essentielt stænk af vildtvoksende irsk fuchsia. Som montbretia og fuchsia langs alle det vestlige Irlands hulveje, gennemlyst, glødende.

Jeg løber forbi det jeg ved er et hvidt funkishus, nu badet i gyldentorange. Forbi den lokale skole, der nu ligner det slot, det har forsøgt at være, siden den blev bygget i 1926. Alle sådan cirka øst-sydøst-vendte vinduer på min vej vejen reflekterer den vildeste solopgangsfarve. Som ild, som en bragende brand.

Kloakdækslerne midt på vejen, alt hvad der er metal, fanger lyset. De fineste runde mønstre oplyst i samme brændende farve. Højglans på gelændere, havelåger, trampolinstativerne i de haver, jeg løber forbi. Husgavle i en helt ubetalelig colour grading.

De første stråler stiger op over hustagene og ind igennem de farvede glas i tårnet på et legehus. I går morges bliver til i dag. Et kvarter senere på vejen gør en forskel, og jeg løber direkte mod solen helt oppe fra toppen, med vidtåbne øjne. Sanser lysets farve helt ind i lykken. Sanser alt omkring mig med ny undren. Et lysskær på en brunligvissen bøgehæk kommer fra en forkert vinkel, svagere og uden ildens intensitet. Et øjeblik senere rammer min løberute det vilde skær i et vindue på den anden side af vejen. Det var det, der var blevet kastet tilbage i en for mig ufattelig men sikkert matematisk helt logisk vinkel.

Inden jeg når havet, iagttager jeg træer, hvis nøgne grene danner mønstre som filigran på selvlysende gavle. Løber om kap med lyset i den frostknagende sne på plænen ved Bellevue. Men i går – ligesom i dag – var lyset ændret, magien væk, før jeg gik i vandet. Men det levede stadig i os. ”Tequila Sunrise”, sagde en ung pige på badebroen, men heller ikke det var dækkende. ”Bare jeg slipper for at drikke den!” var mit svar.

Vi leder og leder efter ord, når vi overvældes af magi og alt det, der ikke kan beskrives. Vi søger som gale eller bare som dem vi er, og jeg håber noget af det ramte bare ikke helt ved siden af. Tro det eller ej, billedet ovenover er fra i går; lyset gemmer sig bag bølgen.

Da jeg i dag forlader havets lokkende vand, en halv grad varmt, er et gardin af skyer på vej ned over solens farve, sindigt trillende som læsevenlige rulletekster i magna print. Solen skinner stadigvæk, nu med vinterens blege lys.

”Godmorgen” lyder det fra en hundelufter, jeg aldrig har set før, og Risskov bliver med ét den landsby, den ikke har været i hundrede år, men som jeg altid har drømt om at bo i. Det er det, der sker, når magien spiller os et puds. Og vi lader os ramme.