Morgensang

I dag sang jeg ude på broen. Jeg var helt alene, for en gangs skyld. Og solen stod dér lige foran mig. Ude i vandet flydende med begge sine ben solidt plantet på havbunden og alle sine stråler fast forankret i verdenshjørnerne. Og jeg flød med og mærkede, at jeg også hørte til der. På én gang flydende og forankret. I iskoldt vand, på en dag med tilisede trappetrin, istapper under trappen, isbelagt gelænder. Åh frost, at mærke dit bid i vand og vind. I fødder og hænder. 

Sangen var til lyset. Og til mig selv. Helt ind og vendt ud mod verden, mod vandet, sagte bølger, sagte vind. Jeg synger ellers mest sammen med andre, eller når jeg ved, at jeg alene. Hjemme, med klaver eller guitar – eller i badet, det berusende varme brusebad, på så mange måder langt fra havet. Jeg er generelt vant til at synge, endda at stå i front og få andre til at synge med, men at stå og synge alene på en badebro har krævet noget tilløb. Det har faktisk taget mig cirka trekvart år, for så længe siden er det, at jeg lærte denne sang at kende og første gang forsøgte. Ud kom dengang blot nogle høhøhost og svage toner helt uden støtte, ord uden klang. Der er en allerhelvedes stor forskel på at synge sammen med andre og for andre, hvis man er blevet bedt om det og så det at synge uopfordret. For andre eller for potentielle andre, for vinden bærer nogle gange ret fint ind til stranden, op over hybenbuskene og om bag dem. Tænker jeg. Tror jeg. For jeg har da aldrig hørt andre synge her, men ville i øvrigt nyde det, hvis de gjorde. Men tænk at en gammel angst for at sætte mig selv i centrum på en yderlig plads tæt på afgrunden stadig lever i mig. 

Sangen var Anne Linnets fine ”Morgensolen over Øresund”, dog udsat for Århus Bugt og kun det første vers: 

Morgensolen over Århus Bugt
Lyset  siger at du skal vågne
At  alt det du har tabt
Det findes her så prøv og vær
I nuet der skinner

Det lykkedes mig at synge den forholdsvist klart. Samme vers fire gange, for hver gang løftende den en halv tone, som var det en opvarmningsøvelse. Ud mod solen, som langsomt varmede min yderside op. Jeg kan kun første vers, og det rummer alligevel hele sangen. Så fyldt af lys og mod. ”Alt det du har tabt, det findes her”. Jeg kan solvarmt anbefale at google den og slå ned på udgaven med DR Pigekoret. Og syng med, det gør publikum også i den udgave. (google kan også hjælpe dig med hele teksten)

Solen belønnede mig for mit vovemod ved at skinne endnu kraftigere og bade min krop i solvarmt lys, som jeg stod der mere nøgen end normalt, kun iklædt et par trusser og en sang. Jeg gjorde det. Stille og roligt gjorde jeg det. Selvom jeg bemærkede, at et par af mine bade-kumpaner stod og nød solen inde i land, sikkert på vej herud. Jeg vendte ryggen til dem, ansigtet mod solen og gjorde det. Det rager mig en isblomst, om de hørte mig.