På vintereventyr

”Vil du med?”, kunne hun have spurgt, men det nåede hun ikke. For dér, hvor det spørgsmål kunne være faldet, var der intet hul i tiden, ingen plads til eftertanke. For det var allerede fyldt ud af mig, der hen over bugtens bølger råbte ”Aiiij, det vil jeg da vildt gerne være med til!” At køre ind i landet, finde en isklædt sø, slå hul på isen og bade.

Og sådan blev det. Iført varmt tøj og en pænt stor hammer satte jeg mig i passagersædet, og vi drog på vintereventyr i det sneklædte Søhøjland. Ved Ry var der ingen is; vi kørte videre. Undervejs spejdede vi efter de små søer, der kaldte på os og ville bilde os ind, at de var skridsikre og bundfrosne. Med navne med B som Brudesø og Blidsø. Førstnævnte turde vi slet ikke binde an med, for google fortalte os, at mere end én brud havde fundet sit endeligt dér og i de mange andre søer af samme navn rundt omkring i landet. Opløst i tåge, nappet af småbitte bølger og forstummet midt i et skrig på vej fra kirke efter at være blevet viet. 

Blidsø var mere tillokkende. En strandbred i en skov, et sommer-paradis i vinterfarver. Den lokkede så meget, at vi vovede os ud på isen. Nogen havde fejet en stribe sne væk et stykke ude i søen. Og nogen havde efterladt et åbent firkantet sår i isen, nu igen frosset til, men ikke helet. Store isklumper vidnede om voldsomme hændelser. Jeg fik lyst til at kradse lidt i sårskorpen med min hammer. Et ordentligt dask og der var hul igennem igen. Flere dask og vi kunne tydeligt se ned til bunden og loddede dybden med en gren. Der var dybere, end det så ud til, og vi blev enige om, at det var for dum-dristigt uden stige, uden erfaring med søer og opstigning fra huller i isen. Selvom det fristede, og det er så svært at takke nej til eventyr og afprøvning af egne grænser.

Vi lod det firkantede hul bag os. Ved nærmere eftertanke var det nok et fiskehul, men det kan vel også tilføre fiskene lidt ilt, nu søen er dækket og ilten svinder. Jeg ser ørreder bide på. For der må være fisk i en sø, som man passer så meget på, at de skilter med, at man ikke må tisse i vandet!

Plan A og B var nu forkastede, men heldigvis havde vi en plan C. Et sikkert fif sendte os mod Silkeborg. Almind Sø, Østre Søbad. Jeg kan lige så godt flashe dette skønne sted helt åbent og ærligt. Om sommeren et hotspot, om vinteren det modsatte. Vi talte utallige stiger ned i vandet fra de isglatte runde broer. Alle med et åbent ishul at dyppe sig i uden brug af hammer. Kun en tynd hinde af iskrystaller overvejede tvivlrådigt at lukke hullet ved den stige, vi først valgte, og hvor der ville være plads til os begge. 

Himmelsk! Igen er mit sprog for fattigt til at finde på et ord, der bedre dækker den oplevelse, vi fik i vandet. At træde vande i et ishul i sikker forvisning om, at det var ligetil at komme op igen. Lyserød som aldrig før. Lad os bare sige pink. Og videre til næste hul, åh… 

Jeg er så glad for, at hun næsten spurgte. Får hun nogensinde chancen for at spørge helt, vil jeg sige ja.