Kvindekraft

Tro det eller ej! Jeg er jo ifølge rygterne – og faktisk også ifølge mig selv – ikke nogen pivskid. Men mit møde med grødisen, mit møde med vinden fra de ti forskellige fuglearter – ikke mindst de tropiske pelikaner fløjet ind direkte fra Isla Santa Cruz, Galápagos – fik mig til at tøve en kende. Der gik hele to dage, hvor jeg ikke var i vandet. Ej heller i isen. Jeg havde jo nået toppen! Havde fået mit store kick! Hvad mere var der at stræbe efter, om stræben var min vej i verden? Jeg tror nu nærmere, at det var min krop, der hviskede, at jeg skulle passe lidt på. Jeg lyttede. En stund.

Onsdag morgen blev min indre stemme overdøvet af morgensolen og det næsten vindstille frostvejr, der hev og sled i mig fra tidlig morgen. Pelikanerne var fløjet tilbage til Galápagos og bliver der. Og jeg var flyvende ned til havet igen. Fik en aftale med to navnesøstre i én bil, hvoraf den ene havde en plan! Og et kamera!

Nu nævner jeg hende ved hendes fulde navn, for det er hende, der har taget det skønne billede af os. Hun hedder Ulla Bjulver og er en virkelig dygtig fotograf, der forstår at fotografere kvinder, så de føler sig helt trygge. Siger både jeg og mange andre kvinder. Tjek hende ud på instagram! Det kan ikke tælles på én hånd – sikkert heller ikke på to – hvor mange gang jeg har lagt krop til hendes fotografiske eksperimenter og projekter og hendes ”Ku´ du ikke lige svømme herhen og ligge med fødderne den vej og stå på kanten af broen og kig lige ind mod Århus og og og…”, når vi badede sammen. Hun har fået mig til at overskride grænser, jeg ikke vidste kunne overskrides. Har fået mig til at føle mig mere fri. Mere mig. Derfor sagde jeg igen ja uden at tøve og uden at ane, hvad hun havde gang i.

Vi var tre styks kvinder, der ganske nøgne skulle stå på grødisdriven og skue udad, skue indad, skue mod nord, skue mod syd. Lægge os sammenkrøllede ned på hvert sit lille håndklæde. Rituelt uden at være det. Og så skete der det, der gjorde det hele endnu mere magisk og fyldt med forunderlig kvindekraft. To uindbudte kvinder standsede op og så på. ”Må vi også være med?”, spurgte de, og så var vi fem friske kvinder til Ullas ”Skagensmaleri”, og tog det hele igen. Ud, ind, nord og syd. Ned at ligge. Sikken kraft!

Efter al den skuen ud mod vandet måtte vi ud i det. Alle fem og fotografen. Seks vilde og stærke kvinder, vilde med koldt vand, vilde med at mærke, at vi lever. Grødisen var aftagende. Der lå grålig og porøs løstpakket is tæt på driverne i strandkanten, og dem røg vi lige igennem. Én fik hænderne i, og de kogte i kulden. Klog af en lillebitte skade havde jeg ofret mine mest udtjente løbesko og kunne så let som ingenting gå gennem vandet helt ud for enden af broen for at nyde de flotte isformationer på trappen, helt overiset. Gelænder og trin glinsende hvide skulpturer mod blå himmel, farbare for de forsigtige. 

Pelikanernes fravær og den varme sols nærvær lokkede mange i vandet. Mange kvinder, enkelte mænd. Det holder måske nok ikke statistisk, men denne morgen – som mange andre – var kvindekraften markant og til at tage og føle på. Fast som den hårde is. Blød som vandets kærtegn. Skabende som havet der er under konstant forvandling. Kærlig energi imellem os. Vi havde en helt speciel oplevelse sammen. Langtidsholdbar – på billedet og i hjertet.