Mit (næsten) private hashtag har lagt navn til min blog.
Fordi det er sådan det er! Vand. Er. Mit. Rette. Element.
Sommer og vinter og alt derimellem. Vandet får mig til at stå op om morgenen. Nogle gange starter jeg med at pøse lidt ud af vandhanen, varme det op til kogepunktet og hælde det over lidt pulverkaffe i et lille hurtigt krus. Andre gange kigger jeg ud af køkkenvinduet og kan skimte en flig af det blå i bugten og et snebelagt Mols på den anden side. Atter andre gange farver solen himlen, endnu før den er stået op, blot for at fortælle, at der kun er få minutter til, den er allersmukkest. At den nede i strandkanten vil stå som en varmt lyserød skive flimrende over disen ved Sletterhage langt derude. Resultatet er det samme uanset: Ud må jeg. Og det lige med det vons!
Vand. Er. Mit. Rette. Element.
Vi består af omkring 60 procent vand, så lidt fra eller til, omfavnende vores kroppe, gør os bare glade og godt tilpas. Måske er vi nogle, der et eller andet sted ikke helt har fulgt med evolutionen. Måske vi langt inde i os husker, dengang vi var en slags krybdyrsfuglefisk, der endnu ikke var gået i land og derfor ikke tåler at være tørre for længe ad gangen. I hvert fald kalder det på os. Vandet.
Vand. Er. Mit. Rette. Element.
Men i en adresse på internettet må der hverken være mellemrum eller punktummer, til gengæld meget gerne små bogstaver hele vejen igennem. Det har givet nogle potentielle læsere problemer med at nå frem. Jeg tager naturligvis det fulde ansvar og må indrømme, at det er typisk mig. Jeg har aldrig villet være alt for normal, alt for ligetil. Selvom jeg i virkeligheden naturligvis er lige så normal som de fleste andre eller lige så anderledes. Lidt gal. Indrømmet.
Her er tre horrible eksempler:
- Jeg kaldte en tidligere blog for dagenscafeambllet. Tror jeg nok, for jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan huske at stave det rigtigt, pardon my catalán.
- Engang langt tilbage i det forrige årtusinde gav jeg en kat navnet Lulk Frænt, og den fik fire killinger, hvoraf én kom til at hedde ”Humoreske hvor vil De helst sidde” og de andre måtte trækkes med lignende mærkværdigheder, som vi fandt ved at plukke ord i sæsonfolderen for Aarhus Symfoniorkester.
- Senere blev min ældste datters forældre enige om at give hende to navne, der begge kunne staves med stumt h, men kun det ene skal. Beklager. Det havde været lettere med Bo og Ib. Men knap så velklingende.
Så altså vandermitretteelement. Det skal ikke være for let.
Ligesom vinterbadning ikke er det den allerførste gang. I morges stod en ung kvinde lidt længe på broen, inden tøjet blev krænget af i en stor bunke. En veninde var med som support og vidne. Ud i de papirstynde isflager oven på en frostnat. Sejt at starte lige nu! I går to andre nye, der begge vovede deres sparsomme menneskepels. Jeg håber, de alle kommer igen. At de måske også snart synes, at vand også er deres rette element. Jeg deler gerne. Også mit hashtag.
Nu vil jeg tage et brusebad. Vand. Er. Mit. Rette. Element. Også det varme.