Dagens bolche

Vi nærmer os med alt for hastige skridt en årsdag, hvis årsag jeg ikke orker at tale om. Derfor vil jeg i stedet fejre det, som den dato, den hændelse, der er blevet til alt for mange hændelser, den tid der fulgte, afstedkom. Og det handler om vand. I litervis, bassinvis, oceanvis. Og om det at fange glæden ved vandet. I sig selv fortjener datoen ikke at blive husket, men er så svær at glemme. Visse ting hænger ved. Nine-Eleven. Noget vi kunne kalde Three-Eleven. 7-Eleven. Ingen af dem er plus-ord i min bog.

Jeg var for et år siden – trods min ret fine alder – lige startet på at gå i skole. I Viborg. Otte skoledage fik vi. Jeg nåede lige at blive vant til at stå op, tidligere end jeg brød mig om, så det blev jeg ved med. For jeg nåede også allerede at savne mit daglige vinterbad og havde med gru set frem til, at det kun kunne lade sig gøre i weekenderne. 

Den dag alting lukkede ned, åbnede morgenerne sig for mig igen. Tidligere og tidligere, styret af solens lysnen af himlen før solopgang. En perfekt metode til at tilsidesætte min umiddelbare magtesløshed, min uregerlige handlingslammelse og min uerkendte angst for den uhåndgribelige trussel. Så mange u-er, der har det meget bedre i ordet ud. Ud hvor der er luft nok mellem mennesker, og hvor der er vand nok til alle. Især tidligt om morgenen. 

Solopgangene blev mine. Intensiteten i nedsynkningen i de tidlige morgeners glød, set fra havoverfladen, blev min. Det hændte oftere og oftere, at jeg måtte dele med andre, hvilket blot gjorde glæden større. Ikke mindst når de stod som silhuetter mod solen og lod sig fotografere, mens vi alle nød vandets favntag. Nye venskaber opstod på platformen yderst på broen, selvom politiet på et tidspunkt satte et skilt op, om at vi kun måtte være fire derude ad gangen. Det var vi så. Eller færre. Folk begyndte at danne kø på stranden og vente på tur. I løbet af sommeren blødte vi lidt op, placerede os pænt hen ad broen og svømmede længere ture. Forbi den næste bro ind mod byen. Hen på sommeren længere endnu, forbi Ahornbroen, helt hen til ud for Rønnevejs stenede strand. En sommer uden brandmænd. Ingen frygt, vandet var trygt. En sommer, hvor vi passede på hinanden uden at lade hysteriet få overtaget.

I en tid, hvor man af og til skal lede længe efter mening og mod midt i lurende apati og vagtsom dødsangst, får jeg hver dag et skud energi af vandet – og løber derfra med ingredienserne til dagens bolche: Et billede eller tolv taget med mit lille vandtætte kamera. Hjem og bearbejde det bedste, så det matcher oplevelsen. Lysne skyggerne i solopgangsvandet. Hive i skyderne, så himlens blå og havets grønne dukker frem på de billeder, der er taget lidt senere på dagen. Et lille bolche, der hver dag løfter mit humør ud af tågerne, et lille skud sukker at glæde sig til. Og glæde andre med. Det er dog det største. At man kan række ud, få lov og så give noget tilbage igen. Digitalt og af og til på print. 

Rutiner er vigtige. Skriver jeg i fuld alvor – jeg som ellers let mister energien, når alle dage bliver for ens. Men ingen vane er for mig bedre end at vågne med lyset og søge vandet. Lade vanen blive rutine, bare gøre uden at overveje. At skabe mulighed for et dagligt bolche med kærlig omsorg for sig selv og andre. Og ikke alt for tit komme til at skifte det ud med fladen ud under dynen til alt for længe op ad formiddagen med risiko for en pose matadormix, der aldrig vil kunne måle sig med et enkelt bolche skabt i glæde, med håbefuld hånd.

Lad os ikke fejre den dato. Lad os bare blive ved med at bade, (næsten) som om intet var hændt.

Mange af bolcherne/billederne kan ses på min instagram franseskanette – altid med tilladelse, hvis der er personer på. 

https://www.instagram.com/explore/tags/waterismybestelement/