Naturen frem og tilbage

Daggryet kommer tidligere og tidligere, og det fornemmede vi jo nok, at det ville. I morges, som siden starten på dette skriv for længst er blevet i mandags, tippede solen op over kanten af kysten, tæt på Kalø, allerede ét minut før den lille viser ramte sekstallet. Og den havde fart på, solen. Og herfra ikke et ord om, at klokken i virkeligheden var ét minut i fem; jeg lader enhver, som vil, leve i illusionen. 

Der er stadig mere end to måneder, til det går den anden vej; ergo har vi mindst fire måneders tidlig nydelse foran os. Begejstringen vil ingen ende ta´. Be Ba Ba Lula. Og her i april er nydelsen dobbelt. Forstaden Risskov bliver til natur, emmende af liv, sprudlende af grønt, oplyst af hvide rosaknoppede æbleblomster. Før solopgang trækker endeløse græsmarker ind over Skolevangs Allé, og endnu usete fyrreskove tårner sig op langs kanten. En gransanger følger mig hele vejen til stranden.

Endnu ligger de fleste af de af kvarterets indbyggere, der betaler skat, stadig og sover sødt og trækker vejret uden at vide det; allerhøjst snoozer de deres telefon, atter hensunket i kaffeduftende drømme. De af bydelens beboere, jeg møder lige før solopgang, har ingen NemID og intet behov for at tjekke deres årsopgørelse. De fokuserer mere på brugsret end på ejendomsret og er helt naturligt morgenfriske, uden at det stiller særlige krav til mine sociale evner. Ingen velmente høflighedsfraser, bare stille observation med øjne og ører åbne. Fugle i hobetal befolker lydtæppet. Før solopgang er verden deres; ingen larm fra klodens kolonialister forstyrrer fornemmelsen af natur. Allerhøjst en enkelt knallertlevering fra DAO; han nikker til den enlige løber.

Insekter er her sikkert også, men de er for små til mine morgenøjne. Enkelte pattedyr, men de kræver held: Af og til en hare nede ved legepladsen tæt på stranden, et egern på vej op i et træ; det, der allerede sidder deroppe, helt musestille, opdager du aldrig. Vel uden for mit synsfelt befinder sig sikkert også pindsvin, enkelte ræve og indtil flere domesticerede katte, der slikker sig om munden oven på nattens fangst af mus og for langsomme rotteunger. 

Og hvad har det med vand at gøre? Jo, vandet er det, der ligger for enden af løbeturen gennem villakvarterets natur, for enden af den tange af forår, der vælter ind over mig sammen med den friske morgenluft og giver mine lunger et genoldigt pift af glæde at starte dagen på. Det ene beriges af det andet, og snart ligger jeg igen i det rødtoplyste morgenhav.

Glæden ved vandet omkranses af glæden ved turen frem og tilbage. Naturen frem og tilbage. Gennem de dugfriske græsmarker på Skolevangs Allé og zigzag mellem myrerne på stien langs fyrretræerne ind ad Dybbølvej. Gransangeren er med hele vejen, og den er blot én af mange. Min yndlings-app BirdNET fortæller mig, at dér var en gærdesmutte og dér en grønirisk. Så står jeg stille en stund og lytter, men ser dem sjældent. Morgenørerne er friskere end morgenøjnene.