Lang tid ingen skriv! Men nej, jeg er ikke holdt op med at morgenbade, heller ikke med at skrive. Mens andre sider af livet og ordene har taget min opmærksomhed, er der løbet meget vand i bugten og ud igen. Så meget, at man kunne gå ud i bølgerne direkte fra bænken i klitterne, da Malik forleden havde været forbi og bragt store røde brandmænd med sig fra dybet. Dagen efter gik jeg til gengæld tørskoet på sandbunden i vandrestøvler helt ud til de badende yderst på broen. Og frydede mig for en gangs skyld over dødsfald: Store rustrøde kager var strandet, ikke én levende tentakel i sigte. Nok se, ikke røre dog.
Mange notater og idéer og billeder har måttet vente, men nu hylder jeg igen mit helle. Og det er min plan i den nærmeste fremtid at tage jer med såvel en del af Danmarks have rundt som en tur til Stillehavet. Om tiden vil, om ordene vil.
Lige nu er det ord som øjenslalom og isslag, der popper op. For løbeturen ned til vandet smagte af forhindringsbane her til morgen, med noter af ufrivilligt kunstskøjteløb. Det gjaldt om at være vågen og læse fliserne. Et hvidligt skær, evt. med skjolder af bittesmå iskrystaller signalerer fare, men selv de sorte kan være lumske. Nyere fliser fra og efter kulturåret er de rene fælder som følge af for lidt erosion og minimal ælde og bedre egnet til rulleskøjter på en sommerdag. Helt nylagte fliser med spor af rødt sand fra brolæggerarbejdet er klart at foretrække, og i striben af chaussésten i midten havde gårsdagens aftens sludbyge ikke rigtig fået vejgreb, så det fik jeg. På turen måtte jeg skiftevis liste, gå, trisse med små skridt for så at være heldig at kunne luntetrave ti meter i streg med løftede knæ og mere vægt på forfoden. Valgte i dag vejen gennem parken, hvor det meste af grusstien var farbar, så jeg kunne få bare lidt puls på. Kun den nederste del af parken var oversvømmet og derpå tilfrossen; jeg søgte ud i græsset, hvor frosten ikke havde fået helt fat, så mudderet pludselig brød igennem og tilstrintede såvel sko som løbebuks. Så meget at opleve på så få kilometer, som grundet de små skridt ser ud som flere end vanligt på min health-app; jeg tager imod alle små gaver, universet giver mig. Ikke mindst luften, vinden, vinterens friskhed. Gode ord, livet oser ud af dem.
Og belønningen lå forude, badet i morgensol. Mit helle.
Det kan det hele. Vække og dulme. På én og samme gang. Når du hiver efter vejret og finder det i form af solskin med en pæn blæst fra vest. Når salte tårer sprøjter ud i havet, det kan jo være det samme og hjælper på sorg og savn. Når kroppen falder til ro, for under overfladen er der ikke en vind, der rører sig. Efter et par minutter eller fem var jeg ladet op til resten af dagen og tøffede hjemad til kaffen. Vi ligger lige på kanten af frosten, så på hjemturen valgte jeg solsiden af fortovet, sine steder var fliserne allerede tørre. Jeg fik næsten varmen. Kaffen gav resten. Nu endelig også lidt ord.