Jeg kom jo til at love at tage jer med til Stillehavet, så lad os se, om I følger med.
Da jeg startede bloggen, var min idé, at den skulle handle om oplevelser med flere slags vand – ikke kun det kolde. At Stillehavets vældigt lune og meget saltholdige vand skulle dumpe ned i min turban, havde jeg ikke forestillet mig på det tidspunkt – midt i en på denne blog unævnelig pandemi med alt, der bare mindede om udlængsel sat på standby.
Jeg havde stadig ikke forestillet mig det, da min søster inviterede mig til min nieces femten års fødselsdag, men kom til at takke ja. Vel og mærke bor de to og resten af den del af familien omkring fem timers kørsel fra Stillehavet i det sydamerikanske land Ecuador. At overraske niecen, der som den eneste ikke vidste, at jeg kom, er et øjeblik jeg aldrig glemmer. Glæde er livets brændstof.
På dette punkt i fortællingen befinder vi os stadig tre kilometer over havet. Jeg bliver nødt til at trille ned ad bakke for at komme til sagen, og det gør jeg sammen med min anden niece, som er så ny, at jeg aldrig havde mødt hende før, og hendes del af familien, som indbefatter min bror i stolt egenskab af hendes far. Og min far, omdrejningspunktet for os alle.
Jeg har jo været der før, adskillige gange, så det var lidt som at møde en gammel ven, en lun men lidt uberegnelig og vild én af slagsen, som godt kan finde på at give én en vasker, netop som man tror sig tryg og vender ryggen til. Jeg har aldrig oplevet, at Stillehavet lever op til sit rolige navn, og denne gang var ingen undtagelse. Bølgebrus døgnet rundt rungede helt op til vores residens på bakken.
Men nu slog udlængslen til for alvor. Ud som i ud at løbe på stranden, som i at løbe ud i havet. Lade dig løfte op af bølgerne, hoppe op i dem lige før de vælter dig. Af og til overmandet af deres kraft, kastet rundt, så jeg landede 15 meter længere ind mod stranden. Et øjeblik uden at vide hvad der var op eller ned. Saltvand i næsen og næsten sand i munden, men ingen panik, for jeg kender det og ved, at vandet trækker væk om et halvt sekund, så jeg kan trække vejret igen. Angstprovokerende og berusende på én og samme gang. Og bare rolig, jeg gør det ikke alene; et par canadiske mænd dykkede konstant ind i bølgemuren, og vi holdt øje med hinanden. Mere brændstof til glæden, for kæft hvor man lever. Og jeg der altid forsøger ikke at få håret vådt, slæbte nu salt og sand med op af bakken i en sammenfiltret fuglerede.
Vi skruer lige lidt ned for vildskaben, for min niece på lige præcis halvandet år den dag kender endnu ikke havets kraft på egen krop. Men det trækker i hende, Stillehavet. Lunt vand, der i lange bølgetunger pibler op mellem tæerne og kalder på hendes jublende klukken. Trækker sig tilbage i havet igen, så hun er nødt til at forfølge det og beruses af dets livlighed. Jeg selv smittes af hendes. Nu er brændstoftanken til glæden fyldt helt op.