Dagsregn og koksgrå morgener, musegrå dage, der udveksler subtile nuancer med de grå timer indeni. Vinter uden sne, vinter uden med. Indeni kan varmen kort blusse op, lige i det samme stikker en erantis sit lysende hoved frem, smil på læben og latter i brystet, men ude som inde opgiver ævred, da den vådeste februar oversvømmer de stier, der fører til med og blander sig i sorgen over uden.
Sidste vinters vedholdenhed er fordampet i de minimale plusgrader. For et år siden søgte vi eventyret i grødis og legede isterninger i minusgrader. Dengang havde jeg tal på mine badeture, men det er en kappe, jeg har kastet af mig. Den tyngede mine skuldre, hvoraf den ene for tiden er mere frossen end de vandpytter, jeg cyklede igennem i går morges, hvor minusgraderne for en kort stund bed i overfladen af cykelstien langs bugten, langs skoven. Armen er stivnet i en radius, der forhindrer mig i at samle håret i en hestehale, en knold, en badefrisure. Kald det vinter. Indeni og udenfor. Stilstand og stivhed i lemmer og hjerne.
Men selvfølgelig bader jeg. Nu blot tre til fire gange om ugen, og det er fint, men mere er mere og ville være bedre og hjælpe til med at fordrive de grå stunder. Nulstille min kerne og give den en twist af glæde. Godt hjulpet på vej af dem jeg møder, og som intetanende er med i boostet. Det er ikke kun vandet, det er også løbeturen, det at give sig tid til bare at være, det at møde andre. For en kort stund at være med med.
Forleden var jeg trængt på tiden, så jeg tog den nærmeste bil derned. Undgik vandpytterne på parkeringspladsen, søerne på stierne, vinden i håret og fulgte den slagne vej, fortovet. Alt for komfortabelt. Jeg snakkede for meget på broen. Var for kort tid i vandet uden det rullende blod fra løbeturen. Skulle skynde mig for meget. Og så virker det ikke rigtig. Jeg kunne sætte en bølge i kalenderen, men den var svag og næsten ligegyldig og betyder kun, at jeg stadig er i gang og gør det igen.
Jeg ved jo godt, hvad der skal til, når den grå udsigt bliver for våd. Udover ønsket om en vejrudsigt, der lover solbeskinnet solopgang og også holder det, for den slags er det uden for min myndighed at sørge for. Men ligesom med vinterbadning generelt gælder også her et ”Bare gør det – uden at overveje, uden at tænke. Tøv ikke!” Så jeg må trodse regnens grå. Sprinte ud i strintende byger. Husene er hule, og der er tørt tøj på alle hylder.
Kald det vinter. Selv uden sne og uden med. Kald det vinter og nyd, at sofaen kan være vært for mange gode bøger og varmedunkende katte. Et lille pelset med lægger sig oven på tæppet, et andet kryber ind under det og finder en teske. Kald det vinter og nyd at gå en tur, når solen titter frem hen på eftermiddagen, om dagens program tillader det. Reminder til mig selv og hvem som helst.
Og pludselig en dag holdt meteorologerne, hvad de havde lovet og jeg med. En smuk morgen alt indbefattet, med sol 7.29, med selskab på broen, med løbetur, med ro og fokuseret soldyrkelse i vandet. Og kaffesnak, der visker det grå væk og gør sit til at fortrænge uden.