Det er sommer, heden lurer over os og inden i os, ordet vinterbadning lyder fjernt og nostalgisk og endda lidt skræmmende. Jeg dypper og svømmer så dagligt som muligt, lader mig kun stoppe af en colibakteriebefængt Hjarbæk Fjord og stramme arbejdsbetingede hensyn. Vandkantsgræssende køer og storskidende fuglekolonier befolket af gråmelerede spætsmækkere og brunspættede skallemejser. Bilkøer i kassevogn og 138 i overhalingsbanen med godt udsyn til 8 lastbiler, der ikke er en dag over 100 kilometer i timen.
Af og til finder bilisten samtlige omveje til Hald Sø og dypper sig og sin i 35 graders sveddryp, vandets kølende effekt afbrudt af ørkenbrisen direkte fra Sahara, men så kan vi lidt igen. Svede igen, dryppe igen, nyde igen.
I Hald Sø møder man i det dybe mørke vand allerhøjst en gnaven gedde langt under ens fødder, omend det endnu aldrig er sket, at jeg har den set. Hjemme i Aarhus Bugt er det en helt anden sag.
Den dag er vandet klart, og solen leger med vandets krusninger, sandbunden leverer et skyggespil af blafrende revler. De skiftende skygger giver sandormeslotte liv og kalder på den røde krabbe. Dens rurformede øjne kaster længselsfulde blikke mod Bente, den eneste jeg kender, der gentagne gange er blevet bidt af en krabbe, svømmende op fra bunden for at finde hendes kødfulde skulder og nappe til. I dag går hun fri. Det gør jeg ikke.
Vi ved godt fra film og gode historier, at idyl og fred og ingen fare ikke kan vare ved. Og selv virkeligheden kan vende på en tallerken, flydende med lange rolige svømmetag og lystig knæver hen imod først den ene, så den anden bro, for sommeren er lang og nøgne plus halvtreds havfruer kan ikke få nok og i hvert fald ikke for meget af vandets kølende friskhed. Krabben er passeret, ingen aner uråd. Netop som vi vender om for at svømme tilbage, mærker jeg det, ser jeg det. 3 lange tynde tråde henover min venstre arm. Usynlige under vand, men som spindelvæv i morgendug dér på armen. Venstre tommel- og pegefinger kender sit pincetgreb og løfter dem af, uden at det brænder. Kun armen reagerer. Og nu benene, maven, ballerne. Som fluen i edderkoppens net er jeg blevet fanget af usynlige tentakler, klare som det vand, de breder sig i, lange som de onde timer, der følger. Jeg mærker deres strejf mod min krop og den hurtigt tiltagende brænden overalt. Kæmper mig væk fra spindet, lettere desperat, med Bentes kloge coachende stemme i øret: ”Ryst det af dig!”, og jeg klapper med ballerne, alt hvad jeg kan, arme og ben kører rundt i vandet, og aldrig har turen tilbage til ”vores” bro været længere.
”Prøv at gnid det forsigtigt af med sand!”, men der var højvande og mange små børn i vandkanten, så jeg tog bare tøj på og overvejede desperat, hvordan jeg kunne få det overstået, komme ud af min krop, nu overtaget af store røde plamager: Maven, lårene, nederst på ballerne. Jeg skrabede ikke med mit rejsekort, for det gjorde jeg for en uge siden, hvor jeg også var mindre heldig og samtidig langt mindre uheldig end i dag, og jeg tænkte, at det havde gjort ondt værre og bilturen over Fyn pænt ulidelig. ”Der er kommet et nyt apotek lige oppe ved Okkels!”, og straks hoppede jeg op på mit grønne veltilridsede lyn og blottede maven for ekspedienten. ”Her!” og hun stak mig en tester, ”Put det på med det samme!” og jeg fik både Cutalgan mod unpleasant skin sensations (jo, tak!) og en mild binyrebarkhormoncreme med i tasken op ad den med ét slag urimeligt lange bakke mod hjem.
Og selvom også fortællingen allerede er lang, er lidelserne først lige begyndt. Afklædt og glinsende af cremer og spray går jeg aldeles utilpas rundt i min krop og min lejlighed med alle vinduer åbne. Brisen kan vel hjælpe, ørkenen er aftaget. Sluger en enkelt Alnok og håber at holde en allergisk reaktion stangen. Nu stråler det ud i fødder og nu også i hænder, stikken og prikken og urolige smerter, så jeg får mig en akut online konsultation hos min læge. Hun er som altid lyttende, men trods alt ikke urolig for min almentilstand, så jeg lægger mig på min seng og sveder koldt med nødopkald på mobilen inden for rækkevidde. Prøver at få kroppen til at slappe af og halsmuskulaturen til at undlade at trække sig sammen.
Mine fødder bliver kolde, mine hænder bliver kolde, og ufrivillige rystelser kommer i flæng og to og to. Som at have feber, men alligevel anderledes. Sove kan jeg ikke, men at tage sin temperatur er vel ingen skade til. 36,2, omvendt feber, så jeg tager et varmt bad, og kan faktisk slappe af under bruseren, indtil den efter to minutter kun leverer lunkent vand, så jeg pludselig hopfryser igen. 36,5. OK, en forbedring og på vej væk fra den lurende hypotermi. Te og varm grød af gode sager. 37,0. OK, går ud i solen og falder omsider til ro på min liggestol trods svien og prikken og uro fra forgiftningen, hele kroppen i alarmberedskab. Falder så meget til ro, at det kan kaldes søvn, og varmen healer mig. Da der endelig er gået fem timer fra mit møde med den usynlige fjende, vågner jeg og mærker intet galt. Indtil jeg bevæger mig, og hele sanseapparatet vækkes. Kløen, svien, stikken og stadig rød som en reje, som havde jeg siddet en hel dag i solen som 10-årig, dengang man ikke kendte til solfaktor, men svor til Nivea creme. Min hud er blevet nubret og klæbrig, der hvor fangarmene med lukkede øjne har omsluttet mig.
Den dag forsvinder, den går over, den går til spilde, for intet kan jeg. Solbær fra torvet tørrer ind i køleskabet, billederne fra forrige weekends folkemusikfestival er frosset fast på computerskærmen, aftenens aftale bliver konverteret til forsigtig picnic på en vestvendt strand med springende tanglopper som proteintilskud. Næste morgen er jeg mig selv igen. Nu med lidt større respekt for vandets væsener, og en viden om, at selv med åbne øjne ser man ikke alt.
Gå på nettet og læs de modsatrettede anvisninger på hvad man gør, når uheldet er ude. Jeg prøver en anden metode næste gang.