Der er en ledig plads over for det ældre ægtepar på den vinterferiefyldte færgeoverfart, og den tager jeg. Hun sidder og nipper til den mindste cola, man kan opdrive. Han har en sammenfoldet Jyllands-Posten fra i dag, lørdag, liggende på bordet foran sig. Jeg har spørgsmålet på læben, allerede inden jeg går hen i Baristakøen og bestiller en stor latte og en snasket såkaldt kardemommebølge i anledning af vandet omkring os. Endnu engang lokket til at bruge unødvendige penge, selvom der ligger en velsmurt rugbrødsklemme med Saga skimmelost i min taske. Og grøn peber. Endnu engang lokket af det søde, det der sætter sig på sidebenene.
Jeg må spørge. Føler mig modig og fri og lidt stolt på den gode måde. Det er vokset på mig det seneste døgn og ranker min ryg, så jeg må spørge.
Da jeg opdagede, at redaktionen havde valgt lige præcis dét billede og oven i købet smidt det på forsiden, følte jeg ingen stolthed. Snarere skam, bare lidt. Blikfang med 59-årig mave. Bryster foran og baller bagpå. Ikke noget skønmaleri, men et udmærket foto af en krop i modlys med blafrende håndklæde. Min krop. Og den lille skam handler ikke om, at kroppen er nøgen, men om at den er fem kilo større end sidst, jeg lod mig fange af Caspers kamera. Det er jeg ikke stolt af. Livet, alderen og kagerne trykker. Dovenskaben og vinterens velbehagelige sofahygge med katte, kæreste og masser af bøger buler ud. Jeg forfølges i glimt af en lille absurd skam, der spørger mig, hvordan i alverden jeg kan tillade mig at blogge om vinterbadning, når jeg er udstyret med en fed mave og en ubændig hang til at fouragere søde sager.
Efter adskillige besøg i kiosker, supermarkeder og på tankstationer, hvor Jyllands-Posten stod i stakke og stirrede på mig, landede jeg stille og roligt og kunne nu stå ved, at den unavngivne krop har et navn, og at det er mit. Og at forsidebilledet er den helt rette illustration til det, artiklen handler om. Netop fordi den ikke viser en smækker ung sylfide, men en almindelig krop, en vinterbader, som ikke gemmer hverken bryster eller baller væk, men bare er i nuet. Uden tanke om at blive set, for vi ser ikke på hinandens kroppe, når vi vinterbader. Nu er jeg så synlig hos alle Jyllands bladhandlere, at det kan virke lidt paradoksalt at tale om ikke at kigge. Men i modlys er jeg en anonym silhuet, og forsidebillledet handler på ingen måde om mig. Det handler om os, om vinterbaderne, nøgenbaderne. Om den debat, der åbenbart er nødvendig, fordi nogle bliver stødt af vores nøgne naturlighed og endog tillægger os motiver, der ikke findes. Hvilket siger mere om øjnene, der ser.
For debatten er blusset op. Igen. I Silkeborg, på sociale medier og dermed landsomfattende helt ind i Aftenshowet på DR1. Det er faldet en ældre herre for brystet, at der er så mange bryster og numser ved Almind Sø, og at de jo ikke er ”særlig attraktive at kigge på!” Så lad dog være med at kigge, kan vi ikke lade være med at gentage i vores store kor. Nemt at falde i polariseringsfælden, når man ikke står over for manden ude i virkeligheden.
Tilbage til færgen, der kværner sig gennem det lokkende vand på vej mod Sjællands Odde. Latten er drukket, og den lune kardemommebølge gav klistrede fingre og gjorde mig 150 gram federe. Jeg sidder ude i virkeligheden over for to personer, der let kan tænkes at tilhøre samme segment som herren fra Silkeborg.
”Undskyld, må jeg spørge jer om noget? Læser I Jyllands-Posten hver dag?”, indleder jeg og får et samstemmigt ja tilbage. ”Også i går?”, og ja det havde han, men ikke hun. ”Må jeg spørge, hvad I tænker om den debat om nøgenbadning, der er for tiden?”, spørger jeg og læner mig lidt ind over bordet imellem os. ”Det generer mig ikke”, svarer han hurtigt, men mit blik og min nysgerrighed fanges af hendes mere tøvende, at det er hun ikke meget for. De kunne godt tage noget badetøj på, synes hun. ”Det er jo ikke pænt at se på.”
Jeg fortæller, at jeg selv er med i artiklen, at det er mig på forsiden, og det fanger hendes nysgerrighed, kan jeg se. Hun går lige så åbent ind i samtalen, som jeg lægger op til. Imødekommende og med et glimt i øjet. Vi er enige om at være uenige, og hendes mand er enig med mig. Ingen af dem kunne dog drømme om at vinterbade, selvom de bor tæt på den omtalte sø ved Silkeborg og kan se den fra deres vindue på 4.sal.
Jeg siger, at jeg ikke bader nøgen, når fluepapiret er fyldt med mennesker om sommeren. ”Nåh, det gør du alligevel ikke”, siger hun, så måske har hun nok forventet, at det hele er mere sort/hvidt, og at nøgenbadere er kompromisløse. Men nej, vi er jo ikke ud på at vække opsigt og vil ikke genere nogen.
Vi får en god lang snak fyldt med nuancer. Nysgerrige på hinandens synspunkter helt uden polarisering får vi debatten så langt ned, at den næsten bliver manet i jorden. Varme spreder sig hen over bordet.
Jeg har min stolthed i behold. Nu tilsat endnu et boost. Mit mod fik mig til at gå ind i en potentielt betændt diskussion. Jeg er glad for at have taget en for holdet og ikke mindst for at opleve, at når jeg ser min skam i øjnene, forsvinder den til fordel for stolthed og rank ryg. Så står jeg ved mine ekstra kilo, kardemommebølgens snaskede fedme og mig selv.
Livet fortsætter, som om intet er hændt. Endnu en storm i en lille bitte sø. Vi fortsætter med at vinterbade nøgne, fordi det for os er det eneste naturlige og giver os en følelse af frihed, som vi ikke vil være foruden. Jeg gør det helt uden skamfølelse, hverken nøgenhed eller kilo kan ramme mig nu.
Læs artiklen her: https://jyllands-posten.dk/kultur/ECE14962128/den-iskolde-kamp-om-kroppen/?shareToken=4qefc3qc62dd0bi0cgoca1lv
Kære Franseska.
Tusind tak for snakken i vandet her til morgen. Og for at gøre opmærksom på din blog.
Jeg har netop læst ovenstående med stor interesse. Du har en fangende og levende måde at skrive på og jeg åd indlægget råt!
Jeg glæder mig til at følge med hos dig!
Kh Ellen