Det kolde vands galskab

Forleden gik det op for mig, at jeg er lidt gal. To kvinder på min egen alder stod på badebroen og tog sig til hovedet. Den ene udtalte flere gange et ”jeg tager godt nok hatten af for det der!”, mens hun samlede mod til at smide tøjet.

”Hop i, der er plads til flere!”, råbte jeg til dem. Ude fra vandet. Det var en lavvandet dag, så jeg havde lagt mig ned, flydende på ryggen, så den kunne blive dejligt kold. Vandet cirka 2,5 grader, måske 3 grader. Det var 2,5 forleden, da en anden vinterbader målte det. Hun er i et minut for hver grad og ligger der og tæller mellem et par svømmetag. Jeg er bare. Går op, når jeg synes, jeg er kold nok.

Ud på badebroen kom en anden kvinde, med en dreng på cirka otte år. Han havde en flaske mellem hænderne, en flaskepost viste det sig. Vandet var for lavt til, at de kunne smide den i fra broen, kunne jeg høre dem sige. Jeg tilbød at svømme ud med den, ud hvor der var lidt dybere. Så den kom lidt tættere på kysten på den anden side. Mols. Knebel. Eller hvor den nu kunne finde på at drive i land med sit budskab.

Imens stod de, kvinderne – og muligvis også drengen – og fulgte mig, med øjnene, lettere måbende med tørre fødder og varme fingre, inde fra badebroen. Og jeg syntes ikke engang, det var koldt. Mine fingre begyndte at minde lidt om fiskepinde på frys, men jeg havde det herligt. Det kolde vand er en tilstand. Jeg fryser aldrig i det. Jeg svømmer bare. Ligger der bare. Mærker, at jeg lever. Tror på, at jeg lever længere af det. Tænker ikke et sekund på, at jeg kunne dø af det. Så meget i live i havets favntag. Sanseligt som ind i helvede. Ind i himlen. Helvedesild. Himmelsk kulde.

Det var dér, det gik op for mig, at jeg nok er lidt gal. Bare lidt. Heldigvis. Ramt af det kolde vands galskab.

Flaskeposten fik et ekstra nøk udad, da jeg til sidst kastede den så langt, jeg kunne. Nu er det med at kaste og gribe jo ikke lige min sportsgren; jeg har valgt at være én af de gale i stedet. Og der er der ingen konkurrence. Der er væren.

Kvinderne på badebroen tog hatten af. Nej, det er løgn, men den ene sagde det flere gange, men hun beholdt sin hue på. Gik ud i vandet. Med huen på. Følte sig inspireret af mig og holdt et par sekunder længere i vandet, end hun ellers ville have gjort. Vi fik os et godt grin med havets boost helt inde i kroppen, helt inde i sjælen.

Det er sådan en glæde at bade i havet. Det hav, der blot er en flig af Århusbugten, men ligner hav, føles som hav.

Det er sådan en glæde at kunne inspirere andre. Og at grine sammen med dem. Et øjeblik forenet i galskaben.