Låget løftes af

Også i dag er vandet lavt. Meget lavt endda. Efter et par dage med så meget vand i ”bassinet”, at selv de mest frygtsomme vinterbadere – specielt de nye vinterbadere in spe – hurtigt kom under og hurtigt kom op igen, skal vi nu gøre en indsats. Ned i knæ eller længere ud. Om på ryggen i en ruf. Om på maven og et par svømmetag. Op ad stigen igen, og det kan kun gå for langsomt. Vi kan hurtigt blive enige om, at det da vist er endnu koldere i dag end i går. Det er det næsten hver dag, og det er næsten sandt. Frostgrader om natten må da helt klart have en vis virkning på havvandets temperatur. 

Jeg husker det godt. Men det er allerede længe siden, år har lagt sig oven på år, som det jo sker, når man kigger væk et øjeblik. Dengang hvor det gav et gip af dimensioner i mig hver gang, jeg var på vej ned i vandet. Ens vilje til at gøre det går én vej, mens ens amygdala vil bremse benenes determinerede skridt, mens den skriger ”Så lad da vær´! Det er jo livsfarligt!” Åndedrættet går amok, når viljen sejrer, ord bliver til staccaterede gisp, og hovedet kæmper for at holde sig oven vande, benene træder hektisk vande af mangel på fast grund under fødderne.

Jo, jeg husker det godt! Og jeg husker også min egen overraskelse, da jeg lige pludselig en dag lige så stille og roligt kunne gå ned ad trappen, læne mig forover i et svømmetag med et ”Ahhhhhh!” og glide over til en anden trappe nede i vinterbadeklubben. Himmelsk! Af mangel på bedre, skriver jeg ”himmelsk”!

Det var dengang. Nu er vinterbadeklubben så godt som lukket, og i de sidste lange tider har jeg badet fra en badebro ved stranden i stedet. Jeg vil ikke engang give en vis virus skylden. For det startede allerede forrige efterår med, at min faste bademakker ikke fik fornyet sit medlemskab af klubben, så efteråret og vinteren igennem mødtes vi på badebroen i frost og blæst og sol og fik det hele med på en ny måde. Ikke et sekund har jeg savnet saunaen, som jeg kun frekventerede 2-3 gange sidste vinter. Her får det kolde boost lov at sidde som energi i kroppen hele dagen og slettes ikke af saunaens varme og dryppende sved. 

Min faste bademakker skriger stadig, når hun går i. Hendes amygdala er vældig aktiv, tænker jeg. Skrig og grin og forløsning. Der findes ikke én rigtig måde at vinterbade på, men en mangfoldighed af muligheder. Hver har sin personlige tilgang, kun glæden er den samme. Og man fortryder aldrig et vinterbad.

For mig har det efterhånden nærmest udviklet sig til en afhængighed. Springer jeg over et par dage – og det hænder – lægger sløvhedens slør sig alt for let ud over dagen, specielt her om vinteren, specielt i disse tider, hvor ens hverdag let kunne være præget af bekymringer og dunkle forudanelser om alt for stejlt opadgående kurver. Jeg nægter at nævne den virus, der lægger et låg på vores liv. Det låg løftes af, sammen med resten af klunset, hver morgen når jeg stiger ned i vandet, lader det omslutte mig, lader min krop bruse over i en endorfinrus. Hvis jeg er heldig holder den energi hele dagen. Den dag er en god dag.