Lige fra morgenstunden sad jeg indendøre og skrev. Vendte og drejede ord og oversatte dem til engelsk, gjorde mit bedste for at lyde engelsk, selvom mine indre billeder er pæredanske og for det meste hjemmehørende i Østjylland. Vejret var med mig, syntes jeg. Den helt rette dag til en så indendørs syssel som at fordybe sig i et skriv af en helt anden længde end det her, men dog i familie med det. Det er alt, hvad jeg vil afsløre lige nu.
For vejret, ja Gud fredsens, som jeg kan høre en god veninde sige. Regn og slud, der i én lang byge uden ophold drev forbi mine vinduer og mest af alt lignede sne og helt klart var sne, blot uden evnen til at kunne lægge sig i driver. Jeg vil ikke engang kalde det aprilsvejr, for det varede hele dagen uden at vise det mindste tegn på markante skift eller bare et lille solstrejf.
På en så mørk og gennemblødt dag tillod jeg mig selv at springe over det skønne morgengys, mens andre ude i det ganske danske land fejrede, at de dagen før var nået til bad nummer 100 i træk i 2021. Der er ingen badetalstyranni her på matriklen, for der skal også være noget at glæde sig til i morgen! Den tankegang har resulteret i, at jeg indtil videre ”kun” havde badet 85 gange i 2021, og det er på alle måder helt i orden med mig.
Så nej, intet havbad i dag! Troede jeg! For efterhånden som den engelske skrift skred frem, og timerne tikkede ind, fik jeg brug for en pause. Klædte mig godt på og gik ud med et par skraldeposer! Opdagede, at luften udenfor var helt umanerlig frisk, og det gav mig helt uregerlige lyster! Jeg skrev til hele to badeveninder af typen med bil: ”Det sner og sner og sner! Man burde næsten køre ned og bade i det, hvad siger du? Knus”. Vente, vente, vente, og det fik jeg ikke noget ud af. Kun at én af dem ikke lige orkede; fair nok.
Og så kunne det også være det samme. Jeg måtte om ikke bide i det sure æble, så dog slukke for det blus, hvor jeg lige havde sat en flok kvartskårne æbler fra efterårets høst over for at lave grød. Hurtigt på med alt hvad jeg havde af egnet tøj, og derudover polstrede jeg mig med tanken om, at nok ville jeg blive helt gennemvåd af at skulle klæde mig på igen ude i den fri slud, men der ventede mig rig mulighed for et varmt bad og masser af tørt tøj, når jeg kom hjem. Og med lidt tålmodighed også varm æblegrød.
Og som altid: Man fortryder aldrig en badetur! Det er i hvert fald endnu ikke overgået mig. Cyklen kendte vejen, selvom løbeskoene kender den bedre. Kold slud stod mig hårdt ind i ansigtet, snefnug bed mig i kinderne, hele verden var våd, enkelte biler havde fået sig en omvendt og dysfunktionel persienne af tøsne nederst på ruderne, men ellers var verden bare grøn. Og våd. Der var knopper på træerne, mirabelleblomsterne var sprunget ud, men varslede samme ringe høst som sidste år efter at være blevet ramt af den her portion kulde. Vandpytterne var for længst gået over deres bredder.
Og havet! Jamen, nu beder jeg Dem, fru Heilbunth, for nu at blive ved gode gamle vendinger. Det var vildt! Længe siden, jeg sidst havde set rigtige bølger af den slags man kan og må hoppe i for ikke blive væltet af dem. Åh, jeg bli´r så glad. Bad nummer 86 i hus og hvilket ét! Tallet er ligegyldigt, glæden vigtigst!
På vej hjem gennem sludbygen mødte jeg en nabo og hilste på hende med et ”Sikket dejligt vejr!”, hvilket jeg opløftet af det skønne bad faktisk mente helt indefra. Hendes ”Jahh…” efterlod ingen tvivl, om at hun var af en helt anden mening. Tonefald og grimasse fortalte alt. Endnu engang tænker jeg på, hvor heldig jeg er, at jeg er faldet for havet. Vinterbadning holder mig paradoksalt nok oven vande. Selv en hel dags gråvejr kan ikke gøre mig i dårligt humør, tværtimod. Jeg får ligefrem lyst til at istemme Prince: ”Sometimes it snows in April”.