Ud ad landevejen. Det er ren lykkefølelse, hver gang hestene sætter i gang på dagens færd. Vognen giver et ryk, kroppen følger forsinket med, og hjertet hopper forvildet en gang op i halsen over det held, det er at sidde lige præcis her. Snart falder roen over os, for den kan ikke andet, nu hvor vi igen bevæger os afsted i adstadigt tempo, dikteret af hestebenenes længde og styrke. Vi skal ikke nå andet end frem, og det når vi nok.
I disse dage er jeg tilbage i det forår og den sommer, som var, og hvor der ofte var lidt langt til den vandkant, jeg havde set for mig i visionerne. Der var så meget land, der skulle krydses, så mange byer, der skulle paraderes og spilles teater i, så mange tørre kilometer uden havudsigt. Og soves skulle der også, samt testes for COVID-19 og vaccineres og hjem til Århus for at gøre sig nyttig på anden vis.
På Vestfyn kom sommeren og myrerne. Syrener langs alle veje overdøvede hestepærerne, og badetrangen overfaldt flere og flere. En ledig stund og en ledig bil fyldtes til bristepunktet i fugleflugt til Lillebælt. Hvem er hurtigst i vandet, og hvem vil ikke op igen? Leg og grin og vandmænd, der står og vifter, glimter i solen, når man ser dem nedefra. Vandmænd, venlige og vimse. Snart tog frygten for brandmænd, brutale og beregnende, toppen af vandglæden.
Lillebælts store udstrækning gav mange badeture, også fra Jyllandssiden. Hjemme i Århus kender jeg min strand, bader næsten altid samme sted og kender et hav af andre gode steder langs bugten. Når man er på farten, må man improvisere. En stedkendt indfødt kan føre an i sin barndoms hood, google maps kan give hints, men nogle gange var jeg en ene og alene early bird i løbesko, der måtte tage chancer, smide tøjet i forhåbentlig ubemærkethed for at kunne mærke vandet omkranse mit korpus.
En sådan morgen ved Lillebælt løb jeg nordpå fra Fredericias kanalby, og hvad skimtede mit øje, om ikke begge? For der var to, ikke blot øjne, men marsvin. Jeg stod i vand til knæene, men skyndte mig ned under overfladen og det i lige præcis det område, hvor der er en af verdens tætteste bestande af marsvin. Omkring fem meter fra mig dukkede et af dem op igen, et lille mørkt visit i det solbeskinnede vand. Jeg ignorerede faren for de brutale brandmænd, bevægede mig roligt udad i håbet om en lille leg med den lille hval. Nynnede et par vers af Povl Kjøllers ”Marsvin, søde marsvin”. Ingenting skete; alt for meget pels, jeg ved det. Men vi var i det samme vand, og det holdt mig glad resten af den dag, selvom smerten fra usynlige strejf af lange flydende tråde holdt aftenen ud.
Tak til Lillebælt og marsvinene. Knap så meget tak til brandmændene.
Tak til Gitte for at gøre denne tur til virkelighed. Elsket og savnet af os alle helt ud i evigheden.