Vi vinterbader stadigvæk noget der ligner hver dag, selvom kalenderen har passeret forårsjævndøgn, og uret har skiftet til sommertid. Undtagen det på mit komfur. For det kræver, at jeg finder manualen frem; tekniske ting, jeg kun gør én gang hvert halve år, lagrer sig ikke ret godt i min hukommelse. Det virker alt andet lige meget lettere bare at lægge en time til, når det kræves. Jeg kan nemlig egentlig godt lide at blive mindet om, at intet er ændret. At virkeligheden findes, selvom verden omkring mig hævder noget andet.
Solen er ikke begyndt at stå senere op, selvom man kunne tro det, når man googler ”solopgang”. Den stod faktisk ikke 50 minutter senere op i dag, end den gjorde i fredags, men derimod 10 minutter tidligere. 6.55 er reelt 5.55, og det kan mit komfur hjælpe mig med at holde fast i. Vi ved det godt, men glemmer det hurtigt, fordi sommertid bliver den ny normal, og vi retter ind og følger de udstukne retningslinier.
Jeg så det ske. At solen stod op. Al den tidsforvirring fik mig til at løbe ned til vandet alt for tidligt i dag. Jeg håbede at få del i himlens rødmen, som jeg skimtede, straks jeg vågnede. Måtte dog nyde havets favntag i et blegt limbo og var ved at tørre mig, da solskiven stak den første livskraftige kant op over et sted midt imellem Begtrup Vig og Knebel Vig. Og så kunne jeg ikke styre mig selv; jeg måtte i vandet igen!
”Hurra! Jorden drejer rundt!”, prøvede jeg at råbe til de andre ude i vandet uden den store effekt. Ingen tror mig. Poesien og kraften forsvinder, når fakta erobrer illusionens plads i verden. Vi lod vi os i stedet alle lokke til at stirre ind i skiven, der hurtigt blev til en kugle, og lod os genoplive, lod os genføde i mystikkens verden. Der, hvor der er plads til at tro på både nisser og solopgange, fordi det gør os glade, fordi det tilføjer et krydderi, der får os til at mærke, at vi lever. Som rigeligt med frisk hvidløg i tzatzikien, som citronsaft på fiskefiletten, som ingefær på en salat med squash, rejer og avocado. Det lille stærke pift, gnisten der får kærligheden til livet til at leve igen og igen.
Solopgangen og vandet. Min livseliksir. Sidstnævnte stadig så friskt i temperaturen, at de fleste trods kalendre og ure vil synes, det er vinter det sekund, deres krop rammer vandet. Hurtigt op igen. Højst i vandet en my mere end det tager et brev med Medova at kalde sig the. Jeg møder flere og flere, der siger, at de er lidt længere i vandet nu. At jeg faktisk har inspireret dem, og det er stort. Stadig er vinterbadning absolut ingen konkurrence, men nydelsen bliver så meget større, når du er i vandet lidt længere, slapper af, trækker vejret og er. Rusen i kroppen bagefter stiger. Og efterhånden beruses du også mere, imens du er i vandet.
Bente siger: ”Det bliver ikke værre!” Minus og minus giver plus, så jeg oversætter lige: ”Det bliver kun bedre!” Det øjeblik du går i vandet, virker det koldt; du får et lille kuldechok. Og det er så det! Det bliver ikke værre, kun bedre, når man bliver længere i vandet. Bente er som jeg nærmest fastligger på badebroen og sidder i vandet en rum tid med hænderne samlet foran sig i noget, der kunne ligne bøn, men nærmere er et fokus på at holde hænderne varme og sindet åbent. Jeg gør noget, der ligner, med mit kamera. Fokus på billedet og på væren frem for på kulde.
Jeg skal helst kunne fornemme, at mine overarme er blevet til fremmedlegemer, når jeg kommer op. At når jeg prikker til dem, er hudens følesans slået fra. Den kommer hurtigt igen, bare rolig. Men det er, når ens overfladetemperatur er nede på 10-12 grader, at det rigtige boost kommer. Det er dér, ens immunsystem for alvor bliver aktiveret. Jeg er aldrig syg, ikke engang forkølet har jeg været meget længe. Mærker jeg en lille snøften eller lidt kriller i halsen, ignorerer jeg det og løber ned at bade. Væk!
Vi bader, fordi vi kan li´ det! Fordi det gør os glade og giver energi at starte dagen i havet. Alt andet er bivirkninger og ganske godartede: Immunsystemet boostes, stress formindskes eller afværges. Frisk luft i lungerne og sol i øjnene, lyden af fuglesang, hundebjæf og stemmer fra skønne mennesker på broen. Indtil for nylig synet af en edder-fugleflok lidt ude. Vi ser dagligt skønheden, uanset om dagen byder på et farvehav eller en grå grød. Det visuelle iblandet alle andre sanser, et oftest blidt bombardement af stimulanser lige fra morgenstunden. Som i dag, hvor temperaturen langsomt steg sammen med solen, og hvor vinden ikke havde kræfter til at blæse glæden væk.
Jeg så det ske i dag og ser det ske igen i morgen! Lidt tidligere igen. Især ifølge mit komfur. Som i øvrigt er flere minutter foran for nu at gøre forvirringen total. Plus en time og minus 3 minutter. Eller også er det omvendt, alt efter hvilken virkelighed, du abonnerer på.