Jeg elsker overraskelser. Hvem gør ikke det? Jo, måske kender vi hver især mindst én, som ikke blev vildt glad, dengang nogle havde rottet sig sammen om et i øvrigt ganske kærligt tænkt surpriseparty, men egentlig var det her ment som et retorisk spørgsmål. Et åbnende udsagn, som skulle få dig til at mærke, hvor opstemt og begejstret, du kan blive, når der ud af det blå sker noget uventet. Noget godt.
Jeg elsker begejstring. Hvem gør ikke det? Og denne gang falder jeg ikke i min egen fælde og besvarer spørgsmålet med et: ”Jo, jeg kendte engang én som …” Jeg går i stedet direkte videre til, at begejstringen bobler ud af din mund, at mundvigene trækker sig op i et smil, der ikke blot går fra øre til øre, men sprænger sig videre ud gennem øjnene og ret op i hjernen for at fortsætte ud i hele kroppen transformeret til ren hoppeenergi. Du bliver 2 år igen og har lige fået øje på en hundehvalp, der logrer med halen.
Det var meget tæt på, at det var sådan, jeg havde det forleden, da jeg på vej op over klitten opdagede, at der var højvande omme på den anden side. Glædeligt overrasket og så begejstret, at et ”åhhhh” ganske ukontrollabelt væltede ud af min mund ved synet, og som en følgevirkning trak i de små muskler øverst på kindbenene, så enhver kunne se min glæde. Hvilken lise efter mange dage med en bugt så lavvandet, at man ikke engang stod i vand til knæene, når man gik i fra trappen. Lange vadeture for at få sine lange badeture.
Engang i vinter blæste det. Vildt. Bølgerne kastede rundt med de af os, der vovede at udfordre dem. Det var, som kom de fra alle sider og havde rottet sig sammen om at vælte os. Deres egentlige ærinde var nok nærmere at ændre kystlinien, flytte på sandet, hive det ud i bugten. Resultatet blev, at badebroens landende nu ligger hævet over stranden, så man må løfte fødderne en ubetydelig anelse for at komme derop. Når der er højvande, løber bølgerne hele vejen ind under broen, fra vandende til landende og lidt længere, så man må springe, hvis man ikke vil have våde fødder før tid. Det måtte jeg så gøre. Med begejstringen boblende i blodet. Kun et lille spring for en vandkrabbe.
Magien er helt håndgribelig, hver gang vi ser vores badebro flyde på vandet. En øde ø, en tømmerflåde, et langbord, en ponton, der når som helst kan rive sig løs grebet af fantasien. Springe til havs, bringe dig til nye kyster. Bjærge skibbrudne havfruer undervejs.
Bølgerne, der løber på langsiden og slår op mellem brædderne, rammer altid de samme steder, styret af deres egen rytme. Jeg kastede et blik over på kajakroernes bro tredive meter fra vores, men den var ude af syne. Forvandlet til en undersøisk bro, de yderste led utilgængelige for det oversøiske blik. Da vidste jeg, at jeg skulle stå på tæer. Eller lade mig plumse i og slippe bunden, ligesom de, der er lavere end én meter og én og halvfjerds. Lade mig drive med strømmen og bølgerne samme vej som vandet, længere og længere ind i bugten, som en jævn til hård vind omkring sydvest var ved at fylde til randen. Jeg måtte kæmpe lidt med vandet for at komme tilbage. Et lille bitte og helt ufarligt eventyr. Passende størrelse til lige præcis den formiddag, hvor jeg var helt alene i bugten. Når jeg ikke tæller hættemågerne med.
Jeg elsker overraskelser. Jeg elsker begejstring. Jeg elsker vand. Jeg elsker meget vand. Hvis nogen skulle være i tvivl.