Sneen daler udenfor. Den lægger sig lunt i vandpytterne og på de lidt for varme hustage. Opløses straks. Camouflerer sig som vand, som havde den aldrig været andet. Går helt i ét med omgivelserne, tilføjer blot et mikroskopisk strejf af en lavere temperatur. Skjuler sit ansigt, vender det væk. ”Ups! Undskyld! Jeg ved godt, at det skulle være forår nu!”
Intet sted er sikkert heromkring, hvis du er en svævende samling iskrystaller. Tag i stedet til Bornholm. Der tør snefnuggene visse steder samles i hobetal og giver julefornemmelser i marts. Skjuler foråret ved at dække den brogede skare af krokus og den tøvende grønende plæne. Et flashback til mørkere tider – på dagen før forårsjævndøgn.
Jeg selv blev lidt skuffet, da jeg vågnede i går. Min vejrapp havde lovet mig klar himmel og solopgang, så jeg havde sat alarmen til at kunne nå ned til vandet tids nok til at svømme i det multifarvede fløjlsvand klokken 6.24. Men verden var grå. Jeg vendte den anden kind til, lagde den tilbage på puden. Først da kinden havde hvilet så længe, at øjnene gik op af sig selv, opdagede jeg de svævende iskrystaller. Så stille de faldt, undseelige, uden at gøre det mindste stads af sig gik de straks i ét med omgivelserne.
Selvom jeg nok så meget kunne li´, hvad jeg så, blev jeg overmandet af lysten til kaffe og langsom opvågnen over en opvask og med grøden kogende bag mig på komfuret. Løbe- og badeturen fik lov at vente til senere på dagen, når alting var faldet til bunds. Kaffen og grøden, vasketøjet og kattebakken. Et halvt blogindlæg eller trekvart.
Måske blev jeg også lidt skuffet over mig selv, men det må jeg lade fare. For så skinnede solen. Ikke flere snefnug, der ville kunne ramme min næsetip.
Den næsetip, den næsetip. Vi har kun vores egen, og af og til kan det være svært at se andres for den skygge, den kaster. Det seneste år har nogle af os måttet præstere mere aleneliv end normalt. Med risiko for skeløjethed, når nu vores næsetip har været den mest stabile tilstedeværende og samtidig så svær at fokusere på. En indadskuen, der nogle gange rammer navlen i stedet. Ikke et fyord i min bog, men jeg tager mig i at tænke over, om jeg mon husker at kigge nok ud. Væk fra næsen. Det gælder også på min blog.
For her har jeg naturligt nok startet med mig selv. Sanset med mine egne sanser. Glædet mig over ord, der kommer indefra. Af og til skuende ud fra min personlige navle for ikke at slide skindet af næsen. Navlen er også lidt ramt af alenehed. Navlen er næsten altid alene, vi har kun én hver. To ører, to øjne, ti fingre, som nu snart igen må forsamles og hygge sig, men altid kun én navle. Den kan godt føle sig lidt ensom. Næsetippen har dog altid selskab af to næsebor.
Snart blæser der friske vinde over vandet! I næste indlæg vil jeg række ud til mindst én anden næsetip og lade dennes ord og oplevelser blande sig med mine.
Beklager, der ikke var så meget vand i dette indlæg. Kun en flygtig snebyge og en skribent, der gik og glædede sig til havet. Som en art kompensation får I et gammelt billede med masser af sne i tåge, på vej til at smelte. Dagens havbad kom op ad eftermiddagen, indkapslet i rigelige mængder af sol og fredagsforårsglæde hele raden rundt. Alle næsetipper smilede til hinanden. Også de nye på broen og i vandet, nye at kunne dele vandets glæder med. Næsetipper i flertal. Vi holder dem oven vande.