Gør som jeg siger!

Man siger om børn, at de ikke gør som deres forældre siger, men som deres forældre gør. ”Hvis du lader være med at ryge, så får du et kørekort”, var almindeligt i min ungdom og er det måske stadig. Sagt af en storrygende mor eller en far med snadden på sned, indhyllet i dekorative tåger og med en stemme, der raspende vidner om et livsværk i rygningens tjeneste. Som far så søn og datter, i smug. Nogen tjente godt på det. 

Nu er I mine læsere jo ikke mine børn, så tænk jer om! Gør ikke som jeg gjorde, men som jeg siger! Jeg gik over grænsen. Ganske lidt, men alligevel for meget. For dumt! Lad være at følge mit eksempel og lyt i stedet til mine dyrekøbte formaninger. 

Forleden fredag havde jeg en aftale med en fotojournalist fra Århus Onsdag. Dygtig og virkelig interessant kvinde, Helle Arensbak, som jeg straks var på bølgelængde med. Og som har givet mig tilladelse til at bruge et af hendes billeder her. Et der viser, hvad jeg laver i vandet. Med mit vandtætte kamera.

Og da jeg selv er fotograf, ved jeg godt, at det ikke bliver ved ét knips, for tænk om det næste billede bliver bedre, og jeg skal lige prøve en anden vinkel. Det var virkelig lavvandet den dag og havet havde forvandlet grødisen til isvand med skrøbelige spredte nye isflager på vej mod noget større. De var jo svært tillokkende, så jeg endte med at ligge som en anden babe skråstreg sæl i det lave vand i strandkanten med sparsomme isflager omkring mig og på mig, dækkende den mest intime del. Dog.

Jeg var i vandet i ni minutter. Dertil lægges de minutter, mine tæer var udsat for kuldeeksponering på broen på vej ud til trappen, gennem is, sne og sand på vej op af vandet, og indtil jeg stående på et hånd-klæde oven på det isnende sand fik tøj på. Med fingre, der var så ømme, følelsesløse og røde, at de matchede min dannebrogsfarvede julestemningspling kæmpesweater fundet i yndlingsældstedatterens swaprum i Nordvestkvarteret. Så det tog tid. Lang tid. For lang tid. 

Og jeg tager alt på min luvslidte kappe, bærer det på mine frie men lidt slidte skuldre. Hård hud kan gro frem alle vegne. Det skyldes ingenlunde fotografen, men min egen krops manglende evne til at mærke, at nu var nok nok. Det var OK at være i vandet – faktisk skønt som altid – men hvad med ekstremiteterne…

Da Helle kørte mig hjem, vitterlig hopfrøs jeg i passagersædet. Vel hjemme måtte 10CC´s ”Good Morning, Judge” køre på repeat. Og lidt mere af det, der kalder på kroppens lyst til at tonse og hoppe. ”Dreadlock Holiday”. Varmen kom stille og roligt. Kaffe og grød gled ganske gelinde ned og varmede mig indefra. Men tæerne. Gjorde ondt. Først senere slog det mig at google ”frostskader”. Jeg opdagede, at mine tåballer virkede vablede. Meget ømme. Varmere og varmere, systemet i den grad i gang med at genetablere sig. Gik i seng med dunkende febertæer. 

En god nats søvn fjernede smerten. Jeg satsede på, at de små kapillærer ikke havde taget varig skade. Uigenkaldelig skade. I skrivende stund er alt godt igen! Men lad være at gøre mig kunsten efter. Please! For eftertiden medbringer jeg en lille isolerende måtte at stå på; faktisk bare en billig knæpude købt i den lokale REMA på en forårsdag. Og jeg har købt mig et par neopren badesko. Simple living made a bit less simple, men for eftertiden lytter jeg lidt mere til min krop – og mine ekstremiteter. 

Min bagklogskab beordrer:

Pas på dig selv, pas på dine fusser – og dine fingre.

Links til artiklerne, online og som e-avis (de er ikke helt ens):

https://aarhus.lokalavisen.dk/kultur/2021-02-24/Fotoreportage-Vinterbadere-smider-tøjet-og-hopper-i-det-iskolde-vand-7621355.html?fbclid=IwAR33hrQP7JEk65xyvC13HrxTs1lLVqyUDMSwZf4p8iEDgWwxDjmtOJ-4wSk

https://www.e-pages.dk/aarhusonsdag/537/html5/?fbclid=IwAR3LXLVkmeklP7NnZKTK9PZQPqAQBIpOEaA1bl51uAbT5xsoVR4gHm0NEUM

1 kommentar

Skriv et svar til Ulla Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *